28/03-11
-
Pressemeddelelse
Stor opbakning til grønnere transport
Det er glædeligt, at et stort flertal af europæerne er villige til at lave større ændringer for at opnå en mere grøn transport.
Bl.a. var 60 % villige til at betale mere for deres bil, hvis det kan bidrage med at nedbringe emissioner. Det viser en stor europæisk undersøgelse baseret på 25.570 personer i alle EUs 27 medlemslande, lavet for EU-Kommissionen.
"Transportsektoren er det største problem i forhold til at nedbringe CO2-belastningen, og derfor er det ekstra glædeligt at et stort flertal af europæerne bakker op omkring større grønne ændringer i transportpolitikken", siger Jeppe Juul, trafikmedarbejder i Det Økologiske Råd
Lidt over halvdelen af bilisterne (53 %) i Europa støtter også at bilbeskatningen ændres til fordel for en kørselsafgift baseret på hvor meget man kører, mens 20 % er i tvivl eller ikke har svaret.
I Danmark er hele 57 % for en sådan omlægning mens kun 28% er imod. 15% af de adspurgte danskere har svaret "ved ikke" eller har undladt at svare. Således støtter ⅔ af de danskere der har taget stilling til spørgsmålet, en omlægning.
"I stedet for at beskatte ejerskabet af en bil bør man beskatte den faktiske brug af bilen i form af en afgift pr. kørt km. I første omgang bør man indføre en simpel kørselsafgift baseret på km-tælleren i bilen.", siger Jeppe Juul.
Regeringen har indtil videre opgivet at indføre en kørselsafgift. I 2009 erklærede regeringen sig villig til at arbejde på et satellitbaseret roadpricing-system. Da dette gav problemer, udsatte man det på ubestemt tid, og regeringen har aldrig været villig til at se på en simpel kørselsafgift.
"Der mangler i høj grad politisk vilje til at gøre det nødvendige på transportområdet. Politikernes frygt for at røre ved området står i stor kontrast til borgernes holdninger. I stedet fortsætter staten med at fejlinvestere milliarder af skattekroner i nye motorvejsprojekter og forværre problemerne", slutter Jeppe Juul.
Udover at støtte en kørselsafgiften er 3 ud af 4 danskere ifølge undersøgelsen villige til at gå på kompromis med deres bils hastighed, hvis det kan hjælpe med at nedbringe CO2-udledning. Kun 18% er ikke villige til dette.
Samtidig er 2 ud af 3 villige til at gå på kompromis med deres bils størrelse. 57% mod 29% er villige til at gå på kompromis med deres bils rækkevidde, mens 14 % er i tvivl eller ikke har svaret.
55% mod 34% er villig til at gå på kompromis med prisen, mens 11% er i tvivl eller ikke har svaret.
"Undersøgelsen viser også, at en manglende udbygning og sammenhæng i den offentlige transport, samt et alt for højt prisniveau er afgørende for at mange fravælger den offentlige transport", siger Jeppe Juul.
I undersøgelsen angiver 2 ud af 3 af dem, der ikke primært bruger offentlig transport, at manglende forbindelser er en vigtig eller meget vigtig grund til at de ikke bruger offentlig transport.
44% angiver at den manglende frekvens i afgange er vigtig eller meget vigtig for dem.
52% angiver at det er vigtigt eller meget vigtigt for dem, at den offentlige transport er for dyr
Link til undersøgelsen:
http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_312_en.pdf
Relevant information
http://ecocouncil.dk/
Firma
Det Økologiske Råd
Blegdamsvej 4B
2200 København N,
Danmark
33 15 09 77
20 87 19 33
http://ecocouncil.dk/