06/08-12
-
Pressemeddelelse
Milliardbesparelse bør bruges på kollektiv trafik
Brug milliarderne på tog og busser og bedre forhold for cyklisterne, lyder opfordringen fra Det Økologiske Råd, efter det er kommet frem, at Banedanmark kan spare 5 mia. på nye togsignaler.
"Det er helt afgørende, at pengene bliver brugt til at forbedre den kollektive trafik og ikke til nye veje," siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.
"Der er allerede alvorlige trængselsproblemer i Hovedstadsområdet og i andre større danske byer. Det betyder både stigende energiforbrug og større miljøbelastning, og situationen bliver kun værre i de kommende år. Derfor skal der handles hurtigt, og det er den kollektive trafik, der skal satses på," pointerer han.
Ifølge Dagbladet Børsen er det er lykkedes for Banedanmark at få meget favorable kontrakter på nye signaler til jernbanerne. Prisen bliver højst 17 mia. mod forventet næsten 22 mia.
Det Økologiske Råd har derfor skrevet til Folketingets Transportudvalg og foreslået, at pengene bliver brugt på flere togvogne, så alle tog i myldretiden kan være i fuld længde. Det Økologiske Råd ønsker også flere busser, højere frekvens på de eksisterende ruter og nye direkte motorvejsbusser til pendlere, der skal ind til de større byer. Cyklisterne skal have flere og bedre cykelstier, og der skal anlægges flere parkeringspladser til både biler og cykler ved tog- og busstationerne.
Det er nødvendigt at bruge virkemidler, der kan begrænse trængsel og forurening i og omkring København. Det kan være inddragelse af gratis parkering, og på længere sigt roadpricing - når dette er klar til indførelse. Det er netop disse ting regeringens nye trængselskommission arbejder med.
"Men for at indgrebene kan fungere, kræver det, at bilisterne har et godt alternativt," siger Christian Ege.
Yderligere oplysninger: Christian Ege, tlf. 33181933 / 28580698
Relevant information
http://ecocouncil.dk/
Firma
Det Økologiske Råd
Blegdamsvej 4B
2200 København N,
Danmark
33 15 09 77
20 87 19 33
http://ecocouncil.dk/