26/01-10
-
Pressemeddelelse
Ny professor vil knytte forskningen endnu tættere til jordbruget
Bæredygtig jordbrugsproduktion er et nøgleord for den kommende professor i afgrødevidenskab, Kristian Thorup-Kristensen ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Udnævnelsen skal styrke forholdet mellem forskning i plantedyrkning og den egentlige jordbrugsproduktion.
Kristian Thorup-Kristensen er en stærk international forskningsprofil inden for miljøvenlige dyrkningssystemer med en særlig faglig ekspertise inden for afgrøders udnyttelse af næringsstoffer og planters rodvækst.
Med ansættelsen synliggøres og samles LIFEs forskning omkring dyrkningssystemer i planteproduktionen. Institutleder ved Institut for Jordbrug og Økologi, Svend Christensen, glæder sig over nyansættelsen:
- Professoratet har den strategiske og anvendte jordbrugsforskning i fokus. Et forskningsområde, der skaber viden om økonomisk fornuftig produktion af fødevarer, under hensyntagen til miljøet og den omgivende natur, og tilføjer:
Omdrejningspunktet er at forstå konsekvenserne af at have en intensiv jordbrugsproduktion, en produktion der er nødvendig for at brødføde verdens befolkning, siger Svend Christensen.
Tendensen i forskningen har i mange år været en øget specialisering og udvikling af mange forskellige discipliner inden for jordbrug:
- Jeg håber at kunne bidrage til at forene disciplinerne inden for afgrødevidenskab i højere grad og samtidig styrke kontakten mellem den basale forskning og det `rigtige`landbrug - at bringe den grundlæggende forskning tættere på jordbrugserhvervet, fortæller den kommende professor i afgrødevidenskab, Kristian Thorup-Kristensen.
Om professoratet
Tilknytningen til jordbrugserhvervet har høj prioritet på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet. Med ansættelsen af Kristian Thorup-Kristensen ved Institut for Jordbrug og Økologi på LIFE styrkes forskningen ikke kun inden for produktion af fødevarer, men også inden for produktion af planter til foder, fibre og andre biomaterialer. Fakultetet ønsker med udnævnelsen at øge synligheden af forskningen inden for jordbrugsproduktionen og dermed knytte stærke bånd til erhvervet.
Kristian Thorup-Kristensen er ansat på Institut for Jordbrug og Økologi ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet pr. 1. februar 2010.
Baggrund
Kristian Thorup-Kristensen forlader med nyansættelsen Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Forskningscenter Årslev, hvor han har været ansat siden 1989. Han har en ph.d.-grad i planteernæring. Gennem sin karriere på DJF har han været projektleder for flere tværfaglige forskningsprojekter og siden 1998 leder af forskningsgruppen for grønsagsproduktion ved forskningscenter Årslev.
Relevant information
http://www.life.ku.dk
Firma
Det Biovidenskabelige Fakultet
Bülowsvej 17
1870 Frederiksberg C ,
Danmark
353 32171
http://www.life.ku.dk