26/05-10
-
Pressemeddelelse
Sandheden om mættet fedt og hjerte-kar-sygdomme
Det kan være svært at hitte rede i, hvilken betydning mættet fedt har, og selv forskere på området har svært ved at holde overblikket. I forbindelse med udviklingen af Den Nye Nordiske Hverdagskost i OPUS centret har det været vigtigt for forskerne at få klarhed over den sundhedsmæssige betydning af mættet fedt. Derfor har LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, med støtte af OPUS Centret og Levnedsmiddelcentret (LMC), inviteret verdens førende forskere til et symposium, hvor målet er at finde sandheden om mættet fedt - eller hvilken forskning der mangler, for at sandheden kan findes.
Debatten går højt omkring mættet fedt - i videnskabelige kredse såvel som i medierne. Igennem de senere år er der kommet en række nye undersøgelser omkring mættet fedt, og resultaterne kan til tider være en smule forvirrende. Er det mættede fedt udelukkende skidt, eller kan der være fødevarer med et indhold af mættet fedt, som på trods af dette indeholder sunde næringsstoffer og dermed er anbefalelsesværdige i kosten? Spørgsmålet er blevet særligt aktuelt i lyset af den netop vedtagne beskatning i Danmark af fødevarer med indhold af mætte fedt.
OPUS Centret på LIFE, finansieret af Nordea Fonden med 100 mio.kr, har sat sig for at finde ud af, hvad sandheden om mættet fedt og hjerte-kar-sygdomme egentlig er. En række førende forskere indenfor området, heriblandt Walter Willett, verdens førende ernæringsforsker fra Harvard University, Boston, er blevet inviteret til et symposium på dansk jord for at få styr på, hvilken viden der er på nuværende tidspunkt, samt hvilke aspekter der måske kunne have brug for lidt ekstra forskning. Walter Willett vil sammen med professor Arne Astrup være chairman for mødet.
Nye spørgsmål om mættet fedt
Hidtil har undersøgelser vist en sammhæng mellem indtag af mættet fedt og risiko for hjerte-kar-sygdomme. Derfor har der i forbindelse med forebyggelse af hjerte-kar-sygdomme blandt andet været anbefalinger om en kost med reduceret indtag af mættet fedt.
De senere år er forskningen dog stødt på nye og vigtige spørgsmål omkring mættet fedt, som forskerne ønsker at undersøge nærmere, og som måske endda kan ændre på anbefalingerne om mættet fedt:
- Øges risikoen for hjertekarsygdom, hvis mættet fedt erstattes af fiberfattige stivelsesprodukter? (f.eks. ved at tage tykkere skiver franskbrød med mindre smør)
- Kan forskellige typer mættede fedtsyrer have forskellig indflydelse på risikoen for udvikling af hjerte-kar-sygdomme?
- Er det nok udelukkende at se på mængden af mættet fedt i anbefalingerne, eller skal man også fokusere på hvilke fødevarer det mættede fedt er i (mørk chokolade og ost indeholder for eksempel mættet fedt, men synes ikke at have negative virkninger på risiko for hjertekarsygdom)?
- Er der en sammenhæng mellem erstatningen af mættet fedt med kulhydrat og den øgede tendens til overvægt?
- Er der en sammenhæng mellem mættet fedt (og de fødevarer man indtager mættet fedt fra) og risiko for andre sygdomme, for eksempel blodpropper og kræft, som skal overvejes i forbindelse med kostanbefalinger?
Pressemøde
Som en afslutning på symposiet vil Arne Astrup og Walter Willett afholde et pressemøde, hvor forskernes opfattelser af mættet fedt og konklusionerne fra symposiet bliver præsenteret.
Pressemødet afholdes lørdag d. 29. maj kl 14 på Rolighedsvej 30, 1. Sal, lokale A104. Interesserede journalister kan kontakte Geske Louise Rune på mail: (Se Pressekontakt) eller tlf.: 35 33 25 02 for tilmelding til pressemødet.
Der er et begrænset antal pladser til pressemødet.
Relevant information
http://www.life.ku.dk
Firma
Det Biovidenskabelige Fakultet
Bülowsvej 17
1870 Frederiksberg C ,
Danmark
353 32171
http://www.life.ku.dk