04/06-10
-
Pressemeddelelse
Ny, dansk præsident for verdensomspændende forskningsorganisation
Professor i zoologi Jørgen Eilenberg fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet er netop valgt som præsident for Society for Invertebrate Pathology (SIP). Den anerkendte, internationale forskningsorganisation skaber og formidler ny viden om samspillet mellem hvirvelløse dyr (insekter, mider, krebsdyr) og mikrorganismer, eksempelvis brug af skadedyrs sygdomme til biologisk bekæmpelse.
Det er første gang, en skandinavisk forsker er blevet valgt:
- Det er et kæmpe skulderklap og vidner samtidig om, at LIFEs indsats for at placere sig i verdenseliten inden for forskningsområdet insektpatologi er blevet bemærket, siger Jørgen Eilenberg fra Institut for Jordbrug og Økologi på LIFE.
Som kommende præsident vil Jørgen Eilenberg få det overordnede ansvar for at viderudvikle internationale konferencer, forskningsprojekter og netværk, hvor forskere fra hele verden kan dele og kvalificere ny viden på området. Jørgen Eilenberg skal i første omgang fungere som vicepræsident, hvorefter han i 2012 overtager det fulde ansvar som præsident.
Privat er Jørgen Eilenberg gift og har tre voksne børn og to børnebørn.
Yderligere kontakt
Kontakt Jørgen Eilenberg på tlf. 353 32692
For yderligere oplysninger om Society for Invertebrate pathology, se http://www.sipweb.org.
Relevant information
http://www.life.ku.dk
Firma
Det Biovidenskabelige Fakultet
Bülowsvej 17
1870 Frederiksberg C ,
Danmark
353 32171
http://www.life.ku.dk