Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/08-10   -   Pressemeddelelse

Nyt website skal få danskerne til at lave Ny Nordisk Hverdagsmad

I anledning af at en lang række forskere og madprofessionelle netop har offentliggjort råvaregrundlaget for Ny Nordisk Hverdagsmad, inviteres danskerne indenfor på www.idegryden.dk - et nyt webunivers med opskrifter, tips, tricks og temaer om Ny Nordisk Hverdagsmad.

Formålet med websitet - hvis formelle navn er Idégryden: Nordisk køkken, Nye idéer - er at inspirere os alle til at lave sundere, mere velsmagende og bæredygtig mad. Sitet lanceres som en del af forskningsprojektet OPUS, der samtidig ønsker at dokumentere danskernes bud på, hvordan dette gøres bedst muligt. På Idegryden har brugeren mulighed for at afprøve de opskrifter i Ny Nordisk Hverdagsmad, der udvikles under OPUS, og derudover kan man uploade egne opskrifter og tips og vurdere og kommentere andres.

Websitet hører under sundhedsportalen Food of LIFE og lanceres ved et arrangement torsdag aften på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet. Ambitionen er, at Idegryden skal levere viden og inspiration, så websitet bliver et af de centrale medier for de mennesker, der interesserer sig for nordiske råvarer og sund mad generelt.

OPUS - mødet mellem gastronomi og sundhed
Formålet med forskningsprojektet OPUS er at undersøge, om mad baseret på nordiske råvarer kan medvirke til at forbedre danskernes sundhedstilstand. Projektet er finansieret af Nordea-fonden med 100 millioner kroner og i spidsen for det står professor, dr. med Arne Astrup:

"I OPUS og med udviklingen af Ny Nordisk Hverdagsmad ønsker vi at forene gastronomi med sundhed. Når vi lancerer Idégryden sker det for at forstærke vores indsats for at få danskerne til at prioritere at lave sundere og bedre mad. For selvom vi i OPUS har allieret os med de bedste gastronomer og videnskabsfolk, så ved vi fra utallige sundhedskampagner, at dette ikke kan dikteres ovenfra og ned" siger Arne Astrup og fortsætter: "Derfor har Idégryden netop til formål at inddrage helt almindelige mennesker."

Arrangement i Væksthuset den 26. august kl. 17.30
Idegryden og råvaregrundlaget for Ny Nordisk Hverdagsmad bliver præsenteret ved et arrangement i Café Væksthuset på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet torsdag den 26. august kl. 17.30. Her vil Arne Astrup og adjungeret professor og gastronomisk iværksætter Claus Meyer præsentere maden og principperne bag den, hvorefter kok og idéudvikler Mathis Krog Holt vil lede deltagerne igennem en workshop udi det nordiske køkken. Arrangementet er pt. udsolgt, men der er reserveret et begrænset antal pladser til pressen.

Udviklingen af Ny Nordisk Hverdagsmad er forankret i Meyers Madhus og ledet af Claus Meyer. Igennem de kommende 3 år vil Ny Nordisk Hverdagsmad blive introduceret til henholdsvis 200 voksne og omkring 1000 børn i OPUS-projekter. Formålet er at belyse madens indflydelse på sundhed og trivsel.

Fakta
Nordea-fonden har skabt grundlaget for, at LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet har realiseret det 5-årige forskningsprojekt OPUS, som er verdens største indenfor nordiske fødevarer. Projektets mål om at skabe bedre børneliv ved at bygge bro mellem gastronomi og sundhed er banebrydende. I den første fase sættes alt ind på at udforske sundhedspotentialet i det nordiske råvaregrundlag ud fra den tanke, at velsmag og en regional madkultur kan være et effektivt våben i kampen for sundere børn. Læs mere på www.foodoflife.dk/opus

Relevant information

http://www.idegryden.dk/


Pressekontakt


Firma

Det Biovidenskabelige Fakultet
Bülowsvej 17
1870 Frederiksberg C , Danmark

  353 32171

http://www.life.ku.dk

Modtag nyheder fra Det Biovidenskabelige Fakultet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater