14/10-10
-
Pressemeddelelse
Økologisk grønt ikke rigere på sundhedsfremmende stoffer
Nye forskningsresultater viser, at økologiske grønsager ikke vinder over de konventionelle i kapløbet om højest indhold af sundhedsfremmende stoffer
Indholdet af mineraler og bioaktive stoffer findes ikke i højere koncentrationer i de økologisk dyrkede grønsager sammenlignet med de konventionelle. I hvert fald ikke hvis man kigger nærmere på basis-spiser som løg, kartofler og gulerødder. Resultaterne er just offentliggjort i tidsskriftet Journal of Agricultural and Food Chemistry og udspringer af forskningsprojektet OrgTrace, der er et samarbejde mellem forskere fra LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, DTU og AU.
Økologiske grønsager ligner de konventionelle
"Dette er rigtig spændende resultater, som er frembragt via det hidtil største samlede forskningsforsøg på området, hvor der måles på en masse helt centrale metabolitter", forklarer projektkoordinator og professor Søren Husted fra Institut for Jordbrug og Økologi, KU-LIFE.
"Vi har opstillet forsøget således, at vi kan inddrage den væsentlige betydning som forskelle i geografi, klima og dyrkningsmæssige forhold har på indholdet af mineraler og bioaktive stoffer. Det har været en stor mangel ved de tidligere undersøgelser på området. Når vi gør det, ja så forsvinder også forskellen mellem den økologiske og den konventionelt dyrkede grønsag".
Betal for dyrevelfærd og miljø - ikke sundhed
Kravet til en øget produktion af økologiske grønsager er stigende, men merprisen for de økologiske grønsager skal ikke gives i håbet om at få et højere indtag af stoffer med en mulig sundhedsfremmende effekt.
I artiklen påpeges, at den stigende efterspørgsel på økologiske varer i indkøbskurven ofte bunder i flere aspekter. Økologiske forbrugerne ønsker øget dyrevelfærd i produktionen og hensyn til omgivende miljø og natur. Men også smag, friskhed og sundhed knyttes ofte til valget af den økologiske vare.
Læs den videnskabelige artikel:
"Effects of Organic and Conventional Growth Systems on the Content of Flavonoids in Onions and Phenolic Acids in Carots and Potatoes" i online udgaven af Journal of Agricultural and Food Chemistry.
Yderligere information - kontakt:
Professor Søren Husted, Institut for Jordbrug og Økologi, KU-LIFE, shu@life.ku.dk, 3533 3498/23710001
Relevant information
http://www.life.ku.dk
Firma
Det Biovidenskabelige Fakultet
Bülowsvej 17
1870 Frederiksberg C ,
Danmark
353 32171
http://www.life.ku.dk