19/05-11
-
Pressemeddelelse
Badebold får 1. præmie i bydesignkonkurrence
Bæredygtig idé med pædagogiske og sociale funktioner får førstepræmie i landsækkende konkurrence for unge.
Omkring 300 unge fra hele landet har indsendt deres forslag til konkurrencen Design din by, der arrangeres af LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.
Konkurrencen sætter fokus på byudvikling og byplanlægning - set med unge øjne.
Vinderne er fundet i konkurrencen Design din by 2011, der har modtaget omkring 100 forslag i alt.
1. præmien på 10.000 kr. går til Cecilia Amanda Petersen, Anna Ingemann, Emil Gustav Stephensen og Julie Timm Vejleaa, der alle går i 2.g på Rysensteen Gymnasium i København.
Forslaget "Badebolden" præmieres for sin originale ide, der forener forskellige problemstillinger i den moderne by.
Badebolden er et flydende kulturhus der danner ramme om skoleundervisning i vand samtidig med, at hele installationen fungerer som en stor vandrensningsmaskine.
Forslaget kombinerer det sociale, pædagogiske og miljømæssige og er nået frem til en sjov - og lidt gakket - løsning, der sætter fantasien i gang. Se forslaget her.
Dommerkomiteen udtaler
Dommerkomiteens formand professor Ellen Braae, der er studieleder på landskabsarkitektuddannelsen på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, siger om forslaget:
"Det er en super idé! Vand er en kæmpe ressource i de fleste danske byrum. At engagere en bys beboere i de problemstillinger og udfordringer vi står overfor, er en samfundsmæssig rigtig tankegang, der bør udforskes nærmere."
Udarbejdet i forbindelse med undervisning i gymnasiet
Fælles for de fleste af projekterne, der har været indsendt til konkurrencen er, at de er udarbejdet i forbindelse med undervisning i gymnasiet og HTX i fag som f.eks. naturgeografi, billedkunst og design. Ud over 1. præmien er der uddelt to 2. præmier og hele fire 3. præmier.
2. præmierne går til en gruppe gymnasieelever fra HTX Christiansbjerg i Århus for deres forslag til nyt design på Store Torv i Århus samt en gruppe elever fra Vejle Tekniske Gymnasium, der er kommet med forslag til løberuter, samlingssteder med redskaber, belysning og skiltning i Vejle. Et forslag der tager fat i et voksende problem - folkesundheden.
3. præmierne går til forslagene om en cykelvej på Nørrebrogade i København, et grønt Nykøbing Falster, omdannelse af Korndokken på Århus Havn samt et forslag til at skabe sociale mødesteder i København.
Se alle projekterne samt dommerkomiteens motiveringer for præmiering på http://www.designdinby.dk/.
Om Design din By
Konkurrencen Design din by er udskrevet af Skov & Landskab, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, som et led i markedsføringen af uddannelsen i Landskabsarkitektur. En kreativ uddannelse, der handler om bæredygtig udvikling af byer og landskaber, forvaltning af natur og planlægning af parker.
Læs mere om uddannelsen til landskabsarkitekt:
http://www.sl.life.ku.dk/Uddannelse/Landskabsarkitektur.aspx
Relevant information
http://www.designdinby.dk
Firma
Det Biovidenskabelige Fakultet
Bülowsvej 17
1870 Frederiksberg C ,
Danmark
353 32171
http://www.life.ku.dk