01/06-11
-
Pressemeddelelse
Frontløber inden for kemometri får legat fra H.K.H. Prinsgemalens Fond
Professor Rasmus Bro fra Institut for Fødevarevidenskab ved LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet modtager i dag, den 31. maj, et legat på 15.000 kr. fra Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens Fond.
Legatet er en anerkendelse af professor Rasmus Bros dedikerede arbejde for at opbygge en forskningsgruppe, der i dag er globalt førende inden for kemometri og multivariat dataanalyse.
Til daglig arbejder Rasmus Bro og hans forskningsgruppe med at udvikle nye kemometriske multivejsalgoritmer, der gør det muligt at uddrage relevant information fra mange tusinde målinger. Ved at lyse igennem en mælkeprøve og måle tusindvis af farver, er det eksempelvis muligt at bestemme om mælken er egnet til osteproduktion. På samme måde kan man med en blodprøve måle, om en patient er i en forværret tilstand.
Rasmus Bro er desuden frontløber inden for videnoverførsel til industrien med etableringen af forskningskonsortiet ODIN, som tilbyder kurser, forskningssamarbejde og adgang til avanceret kemometri for industrielle partnere i hele verden.
Rasmus Bros forskningsgruppe er blandt andet på denne baggrund udvalgt som et af otte nyligt identificerede elitemiljøer på LIFE.
Donationen bliver overrakt af Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen ved en ceremoni i dag, den 31. maj 2011 på Kongeskibet Dannebrog.
Formål med Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens Fond
At fremme livskvaliteten i Danmark og øge Danmarks anseelse kulturelt, erhvervsmæssigt eller inden for forskningen samt støtte personer fra kulturen, erhvervslivet eller forskningen, især fremme af dansk-fransk samarbejde. Fonden kan ikke søges.
Relevant information
http://www.life.ku.dk
Firma
Det Biovidenskabelige Fakultet
Bülowsvej 17
1870 Frederiksberg C ,
Danmark
353 32171
http://www.life.ku.dk