01/10-10
-
Pressemeddelelse
Det Kongelige Teater hitter internationalt
Det kongelige Teaters husdramatiker Jokum Rohde tog publikum og anmeldere med storm, da dramaet Pinocchios aske havde premiere på Det Kongelige Teater i 2005. Fem år efter har forestillingen stadig godt tag i det udenlandske marked med kontinuerlige opsætninger over hele verden.
Siden premieren på Stærekassen er forestillingen blevet spillet på Dramaten i Stockholm, Teater Rogaland i Stavanger, nationalscenen i Riga og får nu tilmed premiere i Firenze under Intercityfestivalen 2010, opført af teatergruppen Teatro Sotterano. Næste år er Pinocchios aske på plakaten i New York spillet af teatergruppen SATC, med premiere september.
Jokum Rohde glæder sig over succesen og siger:
"Pinocchios Aske appellerer internationalt, fordi skuespillet er en kombination af amerikansk retssalsdramatik, centraleuropæisk tristesse og politisk tankegods fra antikken. Læg hertil, at forestillingen mildest talt er dubiøs i sin holdning til ytringsfrihed, stat og kunst, og du har en opskrift på et teaterstykke, der som en gåde bliver ved med at nage - og blive spillet"
Dramaet, der indbragte Henning Jensen Reumertprisen som Årets mandlige skuespiller og Jokum Rohde prisen som Årets dramatiker, foregår i byen Kongstad, hvor et forbud mod kunst har hersket i en årrække. Dommer Wolff håndhæver censuren, men da han beordrer håndsafhugningen af den formodede dukkemager Werner Bruun sættes en kædereaktion i gang, der leder til Wolffs frivillige død samt kunstens genindførelse i byen som den bærende magt.
Jokum Rohde er til februar aktuel igen på Det Kongelige Teater med skuespillet Manson med Nicolas Bro i hovedrollen som den berygtede dødsdemagog Charles Manson. Siden 2005 har Jokum Rohde på Det Kongelige Teater stået bag både små kultforestillinger som krimikomedien Hvem myrdede Regitze Rio? og de helt store udtræk som Thor og senest De tre musketerer i Dyrehaven.
læs mere om Jokum Rohde og hent pressebillede
her
Relevant information
http://www.kglteater.dk