Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/10-10   -   Pressemeddelelse

Alban Berg: Lulu

Operaen, Store Scene
Premiere: 15. oktober 2010 kl. 19.30

Spiller: Fredag 15 | 17 oktober, 05 | 11 | 21 | 24 november og 08 | 10 december 2010

Lulu opføres for første gang på Det Kongelige Teater - instrueret af eftertragtet operainstruktør og med uropførelse af ny 3. akt.

Efter den store kunstneriske succes med Alban Bergs Wozzeck i forrige sæson opføres Bergs raffinerede og virtuose mesterværk Lulu nu for første gang på Det Kongelige Teater. Operaen iscenesættes af verdens mest efterspurgte unge operainstruktør lige nu, norske Stefan Herheim. Han står bag en lang række banebrydende iscenesættelser i Bayreuth, Salzburg og Berlin og er to gange hædret med titlen Årets operainstruktør af det toneangivende tyske operamagasin Opernwelt.

Operaen Lulu har en historisk kompleks opførelsespraksis bag sig; komponisten Alban Berg efterlod værket ufuldendt, og det har siden været opført i forskellige versioner med og uden en rekonstruktion af operaens 3. akt. Med opførelserne på Det Kongelige Teater er der verdenspremiere på en ny rekonstruktion af operaens ufuldendte 3. akt skabt af komponisten Eberhard Kloke.

Scenografen Heike Scheele og kostumedesigneren Gesine Völlm lader sammen med Stefan Herheim Lulu udspille sig i en cirkusarena befolket af levende døde - alle Lulus ofre sværmer omkring hende i en evig, grotesk skærsild.

Dirigenten Michael Boder, der i sidste sæson dirigerede Wozzeck til succes, brænder for at dirigere Lulu, som er hans absolutte favoritopera, og han bliver ved med at finde nye dybder i det udtryksfulde værk.

Den ekstremt krævende titelrolle som Lulu deles mellem Den Kongelige Operas to sopraner Sine Bundgaard og Gisela Stille, som begge debuterer i partiet.

De mange mænd omkring hende synges af Johan Reuter, Peter Lodahl, Johnny van Hal, Sten Byriel, Magne Fremmerlid, Michael Kristensen og Anders Jakobsson. Lulus trofaste tilbeder grevinde Geschwitz synges af Randi Stene. Herudover medvirker Elisabeth Halling, Lina Johnson, Josefine Andersson, Waltteri Torikka og Jakob Vad.

Barytonen Sten Byriel, der også medvirkede i den danske førsteopførelse af værket i Christiansborg Ridehus i 1996 fejrer sit 25-års jubilæum i rollen som Schigolch 5. november 2010.

Operaen om Lulu, som tilintetgør alle omkring sig for til sidst selv at møde sin banemand Jack the Ripper i Londons tågede gader, er baseret på Frank Wedekinds skuespil Erdgeist og Pandoras æske, der har sit udspring i den græske myte om den første kvinde i verden, Pandora, der med sig bærer alle menneskehedens plager.

Coproduktion med Den Norske Opera og Semperoper, Dresden.
Michael Boders medvirken er muliggjort med støtte fra OAK Foundation Denmark.
Lulu synges på tysk med danske overtekster.

Relevant information

http://www.kglteater.dk


Pressekontakt


Firma

Det Kongelige Teater
Postboks 2185
1017 København K., Danmark

  33 69 69 83

http://www.kglteater.dk

Modtag nyheder fra Det Kongelige Teater på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater