13/09-05
-
Pressemeddelelse
DIBS overtager IPEurope
Med virkning fra den 9/9 har DIBS overtaget alle aktiviteter i IPEurope ApS, der driver betalingsløsninger for et stort antal danske og tyske kunder. Samtidig med overtagelsen har DIBS ansat den tidligere tekniske chef i IPEurope, Kai Desler, der får til opgave at videreføre aktiviteterne med udgangspunkt fra kontoret i Sønderborg.
IPEurope har ligesom DIBS solgt betalingsløsninger til Internetforretninger og callcentre, og har derudover udviklet og implementeret skræddersyede betalingsløsninger til point-of-sales miljøer i fysiske butikker i både Tyskland og Danmark. Samtidig har IPEurope udviklet betalings "gateways" til både danske, tyske og engelske kortindløsere og banker, og har derigennem kunnet tilbyde sine kunder attraktive vilkår og priser for kortindløsning.
"Vi ser store synergier i denne overtagelse, først og fremmest på salgssiden, siger Jon Wichmann Hansen, adm. direktør hos DIBS A/S, og uddyber : "Geografisk får vi nu en meget stærkere dækning af Jylland og Nordtyskland, som vi længe har ønsket os, og samtidig får vi udvidet vores produktpalette overfor de fysiske butikker i detailhandlen, som er et spændende satsningsområde for os. Det er helt klart, at vores erfaring med sikker håndtering af betalingstransaktioner i IP-baserede løsninger, har et stort potentiale foran sig også i den fysiske verden". DIBS har netop som den første danske virksomhed opnået sikkerhedsgodkendelse fra VISA og Mastercard efter den såkaldte PCI standard - en gennemgående test af IT sikkerheden i driftsmiljøet, der bliver obligatorisk fra 1. januar 2006 for alle virksomheder, der håndterer betalingskortsdata.
Teknisk set er overtagelsen af IPEurope sket ved at DIBS har købt alle aktiviteter og rettigheder kontant, hvoraf en del af betalingen er gjort afhængig af de fremtidige resultater. Købesummen oplyses ikke, men står det til Jesper Lohmann, bestyrelsesformand hos DIBS, bliver overtagelsen af IPEurope ikke den sidste. "Meget taler for, at markedet for betalingsløsninger vil konsolideres over de kommende år - dels fordi kunderne ønsker leverandører, der kan servicere dem på tværs af geografiske markeder og salgsplatforme, dels fordi der vil blive stillet fortsat større krav til sikkerhed og videreudvikling af funktionalitet i betalingsløsningerne. Hos DIBS ønsker vi at sidde tæt ved bordenden i denne konsolidering, og sonderer løbende mulighederne både i Danmark og de omkringliggende lande", slutter han.
Relevant information
http://www.dibs.dk
Firma
DIBS Payment Services A/S
Edvard Thomsens Vej 10, 6 sal
2300 København S,
Danmark
+45 31 56 56 86
+45 31 56 56 86
http://www.dibs.dk