05/12-07
-
Pressemeddelelse
Skandinavisk e-handel for over 70 millarder kroner
DIBS Payment Services, har i samarbejde med Zapera foretaget den første samlede analyse af skandinavisk e-handel. Undersøgelsen giver et signalement af den typiske skandinaviske e-handlende og peger på både forskelle og ligheder de tre lande imellem - alle ser dog meget positivt på fremtidens e-handel.
Der er 13,1 millioner. aktive e-handlende over 15 år i Skandinavien. E-handlen runder en samlet omsætning på 70 millarder. kroner i 2007, og hver enkelt person køber i gennemsnit for 5.400 kr. pr. år. Danskere og nordmænd er de mest aktive e-handlere, og mænd mellem 35 og 54 år handler for de største beløb.
Dette er blot nogle af konklusionerne i DIBS' dugfriske e-handelsindex, der offentliggøres i dag. DIBS, som er Skandinaviens største udbyder af internet betalingsløsninger og som håndterer 80% af alle Dankortbetalinger på Internet i Danmark, har lavet undersøgelsen med henblik på at tegne et samlet billede af den skandinaviske e-handel. DIBS håndterer mere end 6.500 kunders online-transaktioner hver dag og har i 2007 et betalingsflow på ca. 35 millarder kroner.
Signalement af en e-handlende
Undersøgelsen viser blandt andet, hvordan en typisk skandinavisk e-handlende ser ud. Af konklusionerne fremgår det, at det er de 25-34 årige, som handler hyppigst på nettet, mens det er de 35-44 årige, som har den største online-pung op af lommen. Næsten 3 ud af 10 af de 35-44 årige har således handlet for mere end 10.000 kroner de sidste 12 måneder.
Mænd er de mest aktive e-handlere, men kvinderne er godt på vej. Mændene e-handler dog stadig for væsentligt flere penge end kvinderne. Således har 31% af mændene handlet for mere end 10.000 kroner det seneste år, mens det tilsvarende tal for kvinder kun er 18%.
Forbrugernes motiver for at handle på internettet er først og fremmest de lavere priser. 66% af forbrugerne svarer, at lavere priser er en væsentlig motivationsfaktor. Derefter følger kriterier som tidsbesparelsen ved at handle på nettet, uafhængigheden af åbningstiderne samt muligheden for at sammenligne produkter og priser.
Hos e-butikkerne er den væsentligste motivationsfaktor for at tilbyde produkter online, at internettet giver adgang til nye kundesegmenter og markeder, og næsten 3 ud af 10 af virksomhederne (28%) har et forretningskoncept, som udelukkende er designet til online-
handel. Kun 12% af de adspurgte virksomheder anfører, at internettet er en billig salgskanal, og at det er den væsentligste motivationsfaktor.
Høje forventninger til fremtiden
Internetpenetrationen i Skandinavien, andelen af e-handlende samt den gennemsnitlige omsætning pr. person er én af de højeste i verden. Men der er ikke noget, der tyder på, at væksten stopper her. I hvert fald er både de skandinaviske forbrugeres og e-butikkers forventninger til fremtiden meget høje.
DIBS har i sit kvartalsregnskab netop offentliggjort en stigning i kundernes transaktionsværdi på 44% fra 3. kvartal 2006 til 3. kvartal 2007. I analysen bliver forbrugerne og e-butikkerne spurgt til deres forventninger for de kommende 12 måneder, og her svarer 46% af forbrugerne, at de forventer at øge deres køb online i løbet af de kommende 12 måneder. 52% af svenskerne forventer at øge deres køb, mens de tilsvarende tal for Danmark og Norge er henholdsvis 45% og 41%.
Hos e-butikkerne er forventningerne til fremtiden endnu højere. 88% af e-butikkerne forventer øget online-omsætning i løbet af de kommende 12 måneder. 51% forventer en mindre stigning i omsætningen, mens 37% forventer et meget højere niveau. De svenske e-butikker ser mest positivt på fremtiden. 94% af de svenske e-butikker forventer en stigende omsætning online, mens de tilsvarende tal for Danmark og Norge er henholdsvis 84% og 90%.
Store branche-forskelle
Ikke alle brancher har været lige dygtige til at udnytte fordelene ved e-handel. Rejsebranchen topper listen - ikke færre end 61% af forbrugerne har købt en rejse eller en flybillet online i løbet af de sidste 12 måneder. Også oplevelsesbranchen er godt med. 47% af forbrugerne har købt en billet til teater, koncert, sport eller lignende online de sidste 12 måneder. Herefter følger data- og elektronikprodukter, musik og film, bøger og telefoni-relaterede produkter. Nederst på listen findes fødevarer og drikkevarer, som kun 3% af forbrugerne har handlet online indenfor de seneste 12 måneder..
Om DIBS e-handelsindex
Undersøgelsen er gennemført i oktober og november 2007 og er den første samlede undersøgelse af skandinavisk e-handel. Formålet er at give et sammenhængende e-handelsindeks omfattende både e-handlende og e-butikker. Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Zapera og omfatter interviews med 3.000 forbrugere og 870 e-butikker jævnt fordelt i Danmark, Sverige og Norge. DIBS' e-handelsindex forventes at blive fulgt op af en ny rapport halvårligt. Den samlede rapport kan downloades fra www.dibs.dk
For yderligere oplysninger om undersøgelsen, kontakt venligst:
Direktør Jesper Lohmann, tlf. 7020 3077, 2713 1048
Esben Lind, Lange PR, tlf. 2514 5816
Faktaboks
· E-handelen i de tre skandinaviske lande vurderes i 2007 til DKK 70,6 mia. fordelt med henholdsvis DKK 29 mia. i Sverige, DKK 21,7 mia. i Danmark og DKK 20 mia. i Norge.
· Internetpenetrationen i Skandinavien er 84% fordelt med 86% i Sverige, 83% i Danmark og 81% i Norge.
· Der er 13,241 mio. aktive e-handlende over 15 år i Skandinavien fordelt med 6,504 mio. svenskere, 3,679 mio. danskere og 3,058 mio. nordmænd.
· En skandinavisk e-handlende køber i gennemsnit for 5.400 kroner pr. år
· 46% af de skandinaviske forbrugere forventer at øge deres online køb i løbet af de kommende 12 måneder.
· 88% af e-butikkerne forventer en øget online-omsætning i løbet af de kommende 12 måneder.
Relevant information
http://www.dibs.dk
Firma
DIBS Payment Services A/S
Edvard Thomsens Vej 10, 6 sal
2300 København S,
Danmark
+45 31 56 56 86
+45 31 56 56 86
http://www.dibs.dk