12/07-10
-
Pressemeddelelse
Genåbning af en af Europas fineste modernistiske kunstbygninger
Genåbning af en af Europas fineste modernistiske kunstbygninger: dansktegnede Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen i Düsseldorf
Den tyske kulturelite samledes i weekenden i Düsseldorf da K20: Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen genåbnede med 4.500 m2 gennemrenoverede og nybyggede udstillingsarealer. Arkitekterne er danske Dissing+Weitling, fungerende ministerpræsident Jürgen Rüttgers forestod indvielsen som sin sidste embedsgerning, og med en af de fineste modernistiske samlinger i Europa og status som Tysklands uofficielle nationalgalleri var K20-genåbningen en stor og længe ventet tysk kulturbegivenhed.
Stærk profil
Dissing+Weitling står også bag designet af det oprindelige museum fra 1986 der med sine stramme modernistiske linier og karakteristisk svungne sorte facade af poleret bornholmsk granit er blevet et kulturelt ikon for Nordrhein-Westfalen, Tysklands største delstat med 18 millioner indbyggere.
For projektleder Steen Savery Trojaborg partner i Dissing+Weitling har projektet været en meget personlig oplevelse. Han fulgte som nyansat på tegnestuen museets sidste designstadier op til åbningen i 1986 og var meget fascineret af dette stærke arkitektoniske statement - en hvid bygning inde i en blank sort skal.
"Da Dissing+Weitling 20 år senere blev opfordret til at lave et forslag til ombygningen var jeg spændt på om det første indtryk stadig holdt. Det gjorde det! Det arkitektoniske udtryk fra 1986 havde stadig dette storartede og umiddelbare nærvær mit i Düsseldorfs gamle bydel. Så for os handlede det ikke om at opfinde en ny arkitektonisk profil, men derimod at bygge videre på den eksisterende - gøre den endnu stærkere Vi betragtede opgaven som en videreudvikling af huset; som en bygning der vokser og tilpasser sig nye behov."
På kunstens præmisser
Trods den umærkelige overgang mellem nyt og gammelt er der i praksis tale om en stor forandring af kunstmuseet. K20 genåbner med to nye kæmpe udstillingsrum på hver 1000 m2. Rummene er helt fri for bærende søjler, og i det største hvor der er 6,5 m til loftet er der således næsten 7.000 kubikmeter fri udstillingsplads. Materialer, farver og strukturer er nedtonet så rummene tilbyder ideelle forhold for præsentation uanset kunstmediet.
Olafur Eliassons abstraktion over vand og rum
Der er tænkt meget over relationen mellem ude og inde - mellem museumsinstitution og byrum i både den nye og gamle del af huset. K20 ligger mellem Paul Klee Platz og Grabbe Platz - begge pladser oprindeligt tegnet af Dissing+Weitling. Passagen mellem de to pladser leder gennem en lysgård med et spejlbassin foran museets hovedindgang. Som en del af ombygningen har Olafur Eliasson lavet en installation over dette bassin. Installationen fylder rummet med forstøvet vand - en syntese af vand og rum. Af kunst og arkitektur.
Olafur Eliasson siger om installationens sammenhæng med arkitekturen:
"Without the architectural frame, the work dissolves into thin air. I see it not as a way of obscuring the architecture, but as an additional architectural layer, making the space explicit by emphasizing the volume between the walls. A quality of the building is its ability to establish a relation to the outside - through the skylights and the light shaft in the foyer; its natural daylight ceilings. Despite its austere exterior, it actually rather poetically incorporates the weather and changes of light."
Med genåbningen af K20 offentliggøres i alt 3 store nye værker - alle som faste installationer i huset. Udover Eliassons Your natural yellow daylight kommer Sarah Morris' Hornet: et 180 m2 udendørs vægbillede i glaserede fliser og den lille café Literaturlokal Lieshaut af belgiske Künstlertruppe van Lieshout til at dele det nyåbnede hus med de moderne klassikere af Max Ernst, Picasso, Klee, Pollock, Beuys og Richter.
Billedtekster:
dw_k20_01 På Paul Klee Platz bag museet skaber Sarah Morris' værk Hornet - et 180 m2 vægbillede i glaserede fliser en smuk reference til museets blanke sorte granitflade.
dw_k20_02 Et af de gennemrenoverede udstillingsrum fra det oprindelige museum. Gennem vinduerne kan Olafur Eliassons gule tåge fra Your Natural Yellow Daylight skimtes.
dw_k20_05 Trappen er en del af nybygningen og forbinder de to udstillingshaller. Trappen i sig selv er en oplevelse der fungerer som en arkitektonisk transition mellem de to rum.
dw_k20_03 I det mindste af udstillingshallerne, Klee Halle, ses belgiske Kris Martins: T.Y.F.F.S.H. - en luftballon der konstant fyldes med kold luft.
Relevant information
http://www.dw.dk
Firma
DISSING+WEITLING architecture
Dronningensgade 68
1420 København,
Danmark
32835000
http://www.dw.dk