10/07-12
-
Pressemeddelelse
Jens Klüver får kollegernes pris
Når saxofonist og tidligere bigbandleder Jens Klüver holder sin afskedskoncerter med Aarhus Jazz Orchestra - det tidligere Klüvers Big Band - i Ridehuset i Aarhus den 17. - 20. juli, bliver han samtidig hædret af sine musikerkolleger. Under koncerten den 17. juli får han tildelt kollegernes pris, Dansk Musiker Forbunds Hæderspris, på 50.000 kr.
"Jens Klüver er selvskrevet til at få DMF's hæderspris," udtaler Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund. "I 35 år har Jens arbejdet for jazzmusikken og sine musikere i bigbandet. Han har skabt og ledet et professionelt bigband på højt niveau, har fostret nogle af landets bedste jazzmusikere og har sørget for at formidle jazzen til hele landet med Jylland og Aarhus som centrum. Samtidig har han sørget for at musikerne i bandet kunne få ordentlige arbejdsvilkår og lønninger i sin bestræbelse på at gøre bandet til basisensemble. Klüvers Big Band har været Jens' livsværk. Og han fik det som han ønskede, da han afsluttede sin tid i bigbandet med en succesfuld USA-turné i efteråret 2011 med en af tidens største sangsolister Kurt Elling. En flottere afslutning og kulmination på livsværket kan man ikke forestille sig. På alle de musikeres vegne, der har været i gennem Jens' musikmaskine, vil jeg gerne sige tak for det fantastiske stykke arbejde han har gjort for det danske og jyske jazzliv og for alle de musikere og solister du har opdraget i jazzen," siger Anders Laursen.
Musikken i midten
For Jens Klüver har kærligheden til jazzmusikken, og specielt den amerikanske bigbandtradition fra 50'erne og 60'erne, været centrum for hans arbejde. Begrundelsen for at skabe et jazzbigband i Aarhus udsprang af en drøm om at give jazzmusikken samme muligheder som den klassiske musik, hvor orkestermusikerne har ordentlige forhold og arbejdsvilkår til at arbejde med deres kunst. Han indså tidligt at et jazzbigband ikke kan overleve på markedets vilkår, og kun ville nå et højt niveau med støttekroner i ryggen. Han fik fuldført sin mission, da Klüvers Big Band i 1988 blev basisensemble på linje med de fem danske klassiske basisensembler, og musikerne fik tildelt en halvtidsansættelse.
Formidling af jazzen
Jens Klüvers anden mission var at formidle jazzmusikken gennem pædagogisk arbejde. Han ville vise jyderne, hvad god jazzmusik er, både gennem de mange koncerter rundt om i Jylland og via en masse skolekoncerter. Og specielt Klüvers skolekoncerter har dannet skole for, hvordan man involverer børn i musikken og musikerne med børnene. Eleverne synger med bigbandet, og musikerne viser eleverne, hvad det vil sige at spille et bigbandinstrument. Så alle er blevet en del af musikken.
Det pædagogiske arbejde har også fungeret internt i bigbandet, der har været rugekasse for rigtig mange jazzmusikere, der begyndte som afløsere i Klüvers og i dag er hotshots som solister og i andre bigbands. På den måde har han også ført en bigbandtradition fra Ellington, Count Basie og Thad Jones (som i øvrigt har været gæstedirigent i bigbandet) videre til den unge generation af jazzmusikere, og dermed fuldført sin tredje mission.
Høste frugten
I dag kan Aarhus Jazz Orchestra høste frugten af Jens Klüvers 35-årige livsværk, når de, som et af landets bedste bigbands, kan præsentere jazzmusik på højeste niveau med et solidt og sammenspillet hold af musikere, der nærer dyb respekt for hinanden og deres ophavsmand. En respekt der kommer fra musikere i hele landet og fra de internationale solister, der har arbejdet med ham. Derfor er Jens Klüver en selvskrevet modtager af DMF's Hæderspris 2012.
FAKTA:
Om Jens Klüver:
· Født 1948
· Saxofonist, dirigent og musikalsk leder
· Grundlagde Klüvers Big Band i 1977
· Uddannet klarinettist på Det Jyske Musikkonservatorium i 1978
· Saxofonist og klarinettist i diverse orkestre
· Danmarksmester i bænkpres i 1997 og 1998.
· Priser: Jazzselskabets Gaffelpris, Årets Kulturpris 2011, Dansk Musiker Forbunds Fatterpris. Får overrakt Dansk Musiker Forbunds Hæderspris (Kollegernes pris) på 50.000 kr. den 17. juli 2012 i Ridehuset i Aarhus.
· Får overrakt Dansk Musiker Forbunds Hæderspris (Kollegernes pris) på 30.000 kr. den 17. juli 2012 i Ridehuset i Aarhus.
Om Dansk Musiker Forbunds hæderspris:
Dansk Musiker Forbunds Hæderspris tildeles hvert år en udøvende musikere eller et orkestre, der har spillet en stor rolle i det danske musikliv. Det være sig musikalsk, politisk, uddannelsesmæssigt, kollegialt, internationalt eller lokalt - musikere, der på den ene eller anden måde har forbedret mulighederne for eller inspireret andre musikere. Derfor bliver prisen også kaldt kollegernes pris.
Relevant information
http://www.dmf.dk