14/09-09
-
Pressemeddelelse
Klimapartnere skabte fundament for vindmøllepark
En række klimapartnere har reserveret strømmen fra vindmølleparken Horns Rev 2, der indvies af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik torsdag den 17.september.
Indvielsen af verdens største havmøllepark markerer, at DONG Energy har gennemført et gigantisk byggeprojekt. At møllerne begynder at snurre for fuld damp er også vidnesbyrd om, hvordan klimapartnerskaber har bidraget til at gøre den danske energiproduktion mere grøn.
Novo Nordisk kom først
"Klimapartnerskaber er et nyt koncept, som vi udviklede i tæt dialog med Novo Nordisk, og den 1. maj 2007 underskrev vi en ambitiøs partnerskabs-aftale," fortæller koncerndirektør Lars Clausen, DONG Energy.
Partnerskabet var medvirkende til, at DONG Energy kunne fortsætte arbejdet med at realisere havmølleparken. Novo Nordisk forpligtede sig nemlig til at købe strøm fra Horns Rev 2 frem til 2020.
Novozymes, TOMS, KMD og Rockwool er nogle af de andre store klimapartnere, der har indgået lignende aftaler. På den kommunale front er Albertslund, Ballerup, Fredericia og Kalundborg Kommune med.
Skræddersyet efter behov og strategi
I partnerskaberne skræddersyer DONG Energy en klimapakke til kunden: "Vi hjælper med konkrete tiltag og kan typisk reducere kundens energiforbrug med cirka 10 procent", forklarer Lars Clausen.
En del af de midler, der spares på energien, bliver øremærket til køb af grøn strøm. Det sker via oprindelsesgarantier, de såkaldte RECS-certifikater, der dokumenterer, at en strømmængde svarende til hele eller en del af partnerens årsforbrug, produceres på Horns Rev 2.
Ud over dette er der en række individuelle elementer, for hver enkelt aftale skræddersyes til partnerens strategi og behov. Fredericia Kommune vil eksempelvis opgradere biogas fra rensningsanlægget til naturgas, der skal anvendes i bybusserne. Og i aftalen med Toms er det planen, at DONG Energy skal købe skaller fra kakaobønner, der kan bruges som brændsel på et af selskabets kraftværker.
20 partnerskaber og flere på vej
Alene i august og september har tre nye partnere meldt sig på banen, så DONG Energy er nu oppe på 20 i alt. Og der er flere på vej, konstaterer Lars Clausen:
"Jeg tror kun, vi har set begyndelsen. Kunder og medarbejdere vil i stigende grad fravælge virksomheder og organisationer, der ikke tager ansvar og gør en aktiv indsats for klima og miljø".
Klimapartnere, der aftager strøm fra Horns Rev 2
· Albertslund Kommune
· Ballerup Kommune
· Boligkontoret Danmark
· Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB)
· DBK (Danske Boghandleres Kommisions-anstalt)
· DGI-byen
· Fredericia Kommune
· Ingeniørforeningen IDA
· Kalundborg Kommune
· KMD
· Novo Nordisk
· Novozymes
· Rockwool
· TOMS
Desuden aftager Esbjerg Havn også strøm fra Horns Rev 2.
Relevant information
http://www.dongenergy.dk