Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
20/12-13   -   Pressemeddelelse

DONG Energy opnår fuldt ejerskab af tre hollandske offshore vind udviklingsprojekter

DONG Energy har købt den resterende 50% ejerandel i tre hollandske offshore vind udviklingsprojekter af joint venture-partneren SSE. Projekterne, Den Helder 1, Breeveertien II og West-Rijn, har en samlet godkendt kapacitet på op til 1.050 megawatt og er beliggende i Nordsøen ud for den hollandske kyst.

Købesummen for den resterende 50% ejerandel i de tre projekter består af en initial betaling på cirka DKK 17 mio. (EUR 2,3 mio.) samt yderligere udskudte betalinger betinget af opnåelse af visse milepæle, f.eks. investeringsbeslutning om opførelse af vindmølleparkerne. De samlede udskudte betalinger beløber sig til op til cirka DKK 90 mio. (EUR 12 mio.).

De nødvendige godkendelser fra de hollandske myndigheder af de tre offshore vind udviklingsprojekter er allerede opnået og projekterne kan således potentielt opføres inden udgangen af dette årti.

"Det hollandske offshore vindmarked har et stort potentiale, og med disse tre udviklingsprojekter ser DONG Energy frem til at bidrage til opfyldelsen af det udmeldte hollandske mål om, at 4.450 megawatt offshore vind skal være opført og i drift i 2023. Projekterne har en samlet godkendt kapacitet på op til 1.050 megawatt," siger Samuel Leupold, koncerndirektør i DONG Energy Wind Power.

"De tre udviklingsprojekter kan potentielt opføres med næste-generations teknologi og bidrage til videreudviklingen af leverandørkæden i Holland, hvori DONG Energy allerede har stærke relationer. Det er imidlertid afgørende, at der er fuld sigtbarhed hvad angår investeringsbetingelserne, hvis vi senere skal kunne træffe en endelig investeringsbeslutning om at opføre projekterne som led i vores 2020-strategi," siger Samuel Leupold.

DONG Energy har allerede opført mere end 2.000 megawatt offshore vindkraft i Danmark og Storbritannien, herunder verdens største havmøllepark, London Array, på i alt 630 megawatt. DONG Energy er i øjeblikket i gang med at opføre West of Duddon Sands og Westermost Rough i Storbritannien samt Borkum Riffgrund 1 og Gode Wind 1 + 2 i Tyskland. Disse projekter har en samlet kapacitet på cirka 1.460 megawatt. Når disse projekter er endeligt opført, vil DONG Energy have opført i alt cirka 3.500 megawatt. DONG Energy har et mål om at have opført 6.500 megawatt inden udgangen af 2020.

Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energy's tidligere udmeldte forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2013 eller det udmeldte forventede investeringsniveau for 2013-2014.

###

DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. DONG Energy beskæftiger ca. 6.500 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Koncernen omsatte for 67 mia. kr. (EUR 9,0 mia.) i 2012.

Pressekontakt

Rune Birk Nielsen
Media Relations
  +45 9955 6543
Allan Bødskov Andersen
Investor Relations
  +45 99 55 97 69

Firma

DONG Energy A/S
Kraftværksvej 53
7000 Fredericia, Danmark

  99 55 95 83

http://www.dongenergy.dk

Modtag nyheder fra DONG Energy A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater