21/01-14
-
Pressemeddelelse
DONG Energy sælger sit hollandske handelsselskab
Handlen er underskrevet i dag
DONG Energy har i dag underskrevet en aftale om salg af sit hollandske handelsselskab - DONG Energy Sales B.V. - til Eneco. DONG Energy og køber er enige om ikke at oplyse salgsprisen. Handlens gennemførelse er fortsat betinget af visse forbehold, blandt andet de hollandske myndigheders fusionskontrol og godkendelse.
Salget ændrer ikke DONG Energy's fokus på Holland som en del af koncernens centrale markeder med aktiviteter inden for blandt andet havvindmøller og udskibning af LNG gennem terminalen i Rotterdam.
DONG Energy Sales B.V. sælger elektricitet og gas til privat- og erhvervs-kunder og leverer desuden back-office services til tredjepart. Salget omfatter alene salgsaktiviteterne. Der pågår en dialog med de respektive samarbejdsudvalg om de berørte medarbejdere.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energy's tidligere udmeldte finansielle forventninger.
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. DONG Energy beskæftiger omkring 6.500 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Koncernen omsatte for 67 mia. kr. (EUR 9,0 mia.) i 2012.
Pressekontakt
Morten Kidal
Media Relations
+45 9955 9583