Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/03-14   -   Pressemeddelelse

Elselskaber vildledte forbrugerne

Forbrugerombudsmanden kritiserer syv elselskaber samt et moderselskab i en multiforsyningskoncern for i et kundebrev at have vildledt forbrugerne om de ændrede regler på elforsyningsområdet. Som følge heraf indskærper Forbrugerombudsmanden over for selskaberne, at de fremover overholder markedsføringsloven.

"Kære kunde. Jeg skriver til dig, fordi Folketinget har besluttet, at alle el-forbrugere nu er tvunget til at tage stilling til, hvor de fremover vil købe deres strøm."

Sådan lød indledningen til et kundebrev, som syv elselskaber samt et moderselskab i en multiforsyningskoncern sendte til forbrugere i marts 2013 i forbindelse med en lovændring på elmarkedet. Brevet indeholdt imidlertid flere vildledende oplysninger. Blandt andet var det langt fra alle el-kunder, som de nye regler på elmarkedet vedrørte.

I kundebrevet blev der desuden reklameret for en produktpakke, som elselskaberne og moderselskabet i en multiforsyningskoncern stod bag.

Folketinget havde i elforsyningslovens § 34a vedtaget, at forsyningspligtselskaberne skulle informere om betydningen af de ændrede regler på en præcis angiven måde. Det var derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det var i strid med markedsføringslovens § 1, at selskaberne - også selskaber der ikke var direkte omfattet af reglen i § 34a - udsendte deres egen information, som var egnet til at modvirke Folketingets intentioner med loven.

De syv elselskaber er Forsyning Helsingør A/S, Struer Forsyning Elnet A/S, Borris El-Forsyning, Mes Brande, Thy-Mors Energi, Ikast Værkerne og RAH Energi til Vestjylland. Vestforsyning A/S er et moderselskab i en multiforsyningskoncern.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe siger:

"Det er mit indtryk, at de selskaber, der har sendt kundebrevene, har handlet imod intentionerne bag de ændrede elregler, herunder vildledt forbrugerne på flere punkter. Det var i ændringsloven fastsat, hvilken information forsyningspligtselskaberne havde pligt til at give forbrugerne om ændringerne på elmarkedet med præcise krav til indholdet af denne information. Det er ikke god markedsføringsskik, at selskaberne så udsender deres egen information med reklame for egne produkter og vildledende oplysninger."

"Der er flere kritisable forhold. Blandt andet oplyser de otte selskaber, at alle el-forbrugere skal vælge elselskab, og det er ikke korrekt. Jeg har derfor indskærpet over for selskaberne, at de fremover skal overholde markedsføringsloven."

Sagen kort
I januar 2013 trådte der ændrede regler i kraft på det danske elmarked. Det betød, at bevillingen til forsyningspligtig virksomhed skulle i udbud. Der var i ændringsloven fastsat præcise krav til de hidtidige forsyningspligtselskaber om pligtmæssig forbrugerinformation, som skulle gives af de respektive forsyningspligtselskaber, når resultatet af udbuddet forelå.

I marts 2013 sendte syv elselskaber samt et moderselskab i en multiforsyningskoncern et brev med en reklame for et bestemt elprodukt.

I brevet stod der blandt andet, at alle el-forbrugere som følge af de nye regler skulle vælge elselskab inden den 30. april, og at el-forbrugerne automatisk blev overført til et produkt, hvor prisen var fastsat af staten, hvis de ikke selv valgte elselskab. I brevet blev der desuden reklameret for et produkt, som selskaberne stod bag.

Forbrugerombudsmanden har modtaget en række klager over brevet. Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at brevet indeholder flere vildledende oplysninger i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1.

For det første omfattede de nye regler på elmarkedet alene forsyningspligtkunder - og ikke alle kunder, som det fremgik af brevet.

For det andet blev de forsyningspligtkunder, som forholdt sig passivt, ikke automatisk overført til et produkt, hvor prisen var fastsat af staten, som det fremgik af brevet. De blev derimod tilbudt et nyt produkt på markedsvilkår af deres nuværende elselskab.

Forbrugerombudsmanden fastslår desuden, at oplysningerne i brevet er i strid med god markedsføringsskik, da de er egnet til at modvirke Folketingets intentioner med loven, som fastsætter præcise krav til, hvordan forsyningspligtselskaberne skal informere om de ændrede regler.

Forbrugerombudsmanden har indskærpet over for de syv elselskaber og moderselskabet i en multiforsyningskoncern, at de fremover overholder markedsføringsloven.

Pressekontakt

Pressesekretariat
  4171 50 98

Firma

DONG Energy A/S
Kraftværksvej 53
7000 Fredericia, Danmark

  99 55 95 83

http://www.dongenergy.dk

Modtag nyheder fra DONG Energy A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater