31/03-14
-
Pressemeddelelse
Marubeni Corporation og UK Green Investment Bank bliver medejere af DONG Energy's Westermost Rough havmøllepark
DONG Energy har i dag indgået en aftale om salg af en ejerandel på 50 procent i havmølleparkprojektet Westermost Rough i Storbritannien med en kapacitet på 210 megawatt til Marubeni Corporation og UK Green Investment Bank.
Ved transaktionens gennemførelse vil Marubeni og UK Green Investment Bank hver erhverve en ejerandel på 25 procent i Westermost Rough for en samlet salgspris på cirka GBP 240 mio. (DKK 2.100 mio.), som inkluderer en udskudt betaling relateret til påbegyndelsen af den kommercielle drift af parken. Når konsortiet er etableret, vil alle aktionærer bidrage til den fremtidige finansiering og dele risici relateret til opførelsen af projektet på pro rata basis. Marubeni's og UK Green Investment Bank's samlede investering i opførelsen af parken vil være omkring GBP 500 mio. (DKK 4.500 mio.). Transaktionen vil blive gennemført kort efter underskrivelsen.
Westermost Rough er under opførelse og er den første large-scale kommercielle havmøllepark, hvor den nye Siemens 6,0 megawatt direct drive-mølle anvendes. Det er et markant skridt fremad i DONG Energy's bestræbelser på at reducere prisen på elektricitet fra offshore vind. Det første fundament blev opført i februar i år og parken forventes fuldt idriftsat i første halvdel af 2015.
"Aftalen med Marubeni og UK Green Investment Bank er et stort skridt for DONG Energy's partnerskabsmodel. Vi har været i stand til at indgå et partnerskab med delt risiko for opførelsen og samtidig opnå betydelig værdiskabelse fra transaktionen. Marubeni og UK Green Investment Bank er to veletablerede og troværdige strategiske investorer og deres beslutning om at blive medejere i Westermost Rough ser vi som en tillidserklæring til DONG Energy's evne til at lede og udføre anlægsprojekter inden for offshore vind og anvende ny teknologi. Vi er stolte af, at vi er internationalt anerkendt som en attraktiv partner og markedsleder inden for offshore vind. Det er vores mål inden 2020 at tredoble vores installerede kapacitet inden for offshore vind sammenlignet med den kapacitet, vi allerede har opført. Med dagens aftale frigør vi kapital til at videreføre vores investeringsprogram og opfylde vores 2020-mål," siger Samuel Leupold, Executive Vice President i DONG Energy Wind Power.
DONG Energy og Marubeni indgik i september 2011 en aftale, hvorved Marubeni erhvervede en ejerandel på 49,9 procent i Gunfleet Sands havmølleparken i Storbritannien med en kapacitet på 172 megawatt. Med dagens meddelelse er det første gang, at DONG Energy og UK Green Investment Bank indgår en partnerskabsaftale om en havmøllepark.
Shaun Kingsbury, administrerende direktør, UK Green Investeringsbank, siger:
"DONG Energy's Westermost Rough er et afgørende projekt i udviklingen af "‹"‹den britiske offshore sektor. Vi vil for første gang på kommerciel basis se en 6 MW vindmølle opført, næsten dobbelt størrelse af de typiske eksisterende møller. Dette er et vigtigt skridt til at reducere omkostningerne ved opførelse af havvind og ved elproduktion."
Parterne har indgået aftale om, at DONG Energy vil levere drifts- og vedligeholdelsesydelser til Westermost Rough fra DONG Energy's O&M base i Grimsby i Storbritannien under en langsigtet aftale. Parterne har endvidere indgået aftale om, at DONG Energy vil have ansvaret for at sælge elproduktionen og de grønne certifikater fra Marubeni's og UK Green Investment Bank's samlede ejerandel på 50 procent.
Westermost Rough ligger 8 km fra Yorkshires kyst, øst for Hull i Storbritannien, og vil bestå af 35 stk. 6,0 megawatt møller fra Siemens Wind Power med en samlet kapacitet på 210 megawatt. Parken vil kunne levere CO2-fri strøm svarende til cirka 210.000 britiske husstandes årlige elforbrug.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke de tidligere udmeldte forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2014 eller det udmeldte forventede investeringsniveau for 2014-2015.
For yderligere information, kontakt:
Media Relations
Rune Birk Nielsen
+45 9955 6543
Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
+45 9955 9769
DONG Energy
DONG Energy er en af Nordeuropas førende energikoncerner. Vores forretning er baseret på at fremskaffe, producere, distribuere og handle energi og tilknyttede produkter i Nordeuropa. DONG Energy beskæftiger omkring 6.500 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Koncernen omsatte for DKK 73 mia. (EUR 9,8 mia.) i 2013. For yderligere information, se www.dongenergy.com
Marubeni Corporation
Marubeni Corporation, et stort børsnoteret japansk selskab, der er grundlagt i 1858 og omdannet til aktieselskab i 1949, har hovedsæde i Tokyo, Japan, og 120 kontorer i 65 lande/regioner. Marubeni er leverandør af produkter/tjenesteydelser i en bred række sektorer samt erhvervsinvestering, virksomhedsudvikling og virksomhedsledelse på globalt niveau. Marubeni ejer pr. 31. marts 2014 cirka 10 GW nettoproduktionskapacitet eller 34 GW bruttokapacitet i sin globale elportefølje. Som ejer af talrige projekter arbejder Marubeni målrettet på at skabe langsigtet værdi fra virksomhedens investeringer i el- og infrastruktursektoren. For yderligere information, se http://www.marubeni.com/
UK Green Investment Bank
UK Green Investment Bank (GIB) blev etableret i november 2012. Med finansiering på GBP 3,8 mia. fra den britiske regering er GIB den første bank af sin slags i verden. Det er en "for profit" bank, der har som mission at fremskynde Storbritanniens omstilling til en grønnere økonomi, og at skabe en varig institution, der drives uafhængigt af regeringen.
Offshore vind er en af GIB's vigtigste investeringssektorer. Siden bankens etablering i november 2012 har GIB investeret i tre vindparker i drift:
Walney
Rhyl Flats
London Array
Pressekontakt
Pressesekretariat
4171 50 98