Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
28/04-15   -   Pressemeddelelse

Delårsrapport for 1. kvartal 2015 - God start på året

Bestyrelsen for DONG Energy A/S har i dag godkendt delårsrapporten for 1. kvartal 2015.

· EBITDA udgjorde 6,0 mia. kr. i 1. kvartal 2015 mod 6,3 mia. kr. i 1. kvartal 2014. Faldet var i overensstemmelse med forventningen fra årsrapporten for 2014 og skyldtes, at 1. kvartal 2014 var positivt påvirket af det delvise salg af London Array havmølleparken. EBITDA var positivt påvirket af den underliggende udvikling i Wind Power, lavere omkostninger i E&P-forretningen, en betinget betaling fra det delvise salg af licensandele i Glenlivet-feltet i 2014 samt to forsikringserstatninger. De lavere olie- og gaspriser påvirkede EBITDA negativt

· Resultat efter skat blev 1,7 mia. kr., hvilket var 0,2 mia. kr. højere end 1. kvartal 2014 trods de lavere olie- og gaspriser

· Pengestrømme fra driftsaktivitet faldt til 2,3 mia. kr. fra 4,5 mia. kr. i 1. kvartal 2014 og skyldtes primært højere betalt skat samt højere pengebindinger i arbejdskapital

· Bruttoinvesteringer udgjorde 4,7 mia. kr. og vedrørte primært offshore vindaktiviteter (Borkum Riffgrund 1, Gode Wind, Westermost Rough og Hornsea 1) samt olie- og gasfelter (Hejre, Syd Arne og Laggan-Tormore)

· Den rentebærende nettogæld steg med 3,0 mia. kr. fra udgangen af 2014 til 6,9 mia. kr. ved udgangen af marts 2015

· Kapitalstrukturnøgletallet funds from operation (FFO) i forhold til justeret nettogæld (rullende 12 måneder) udgjorde 32% mod 36% for kalenderåret 2014. Det lavere nøgletal skyldtes primært højere nettogæld ved udgangen af marts 2015

· ROCE justeret for nedskrivninger (rullende 12 måneder) udgjorde 4,1% mod 7,8% ved udgangen af 1. kvartal 2014. Faldet skyldtes primært højere aktuel skat, da ROCE i den foregående periode var positivt påvirket af ekstraordinære fradrag i kulbrintebeskatningen. Rapporteret ROCE udgjorde -7,9% henholdsvis 2,0% i de to perioder på grund af nedskrivninger i 2013 og 2014

· DONG Energy har truffet beslutning om at indfri sin 3005 hybridobligation med et udestående beløb på EUR 600 millioner den 29. juni 2015 og har intention om at refinansiere den med nyudstedelse af hybridkapital i løbet af 2. kvartal 2015.


Forventninger til 2015
Forventningerne fra årsrapporten for 2014 fastholdes:

· Business performance EBITDA for 2015 forventes at udgøre 15,5-17,5 mia. kr.

· Nettoinvesteringerne for perioden 2015-2016 forventes at udgøre omkring 35-40 mia. kr.

· Funds from operation (FFO) i forhold til justeret nettogæld forventes at udgøre omkring 30% i 2015, hvilket er i overensstemmelse med det langsigtede mål.


Henrik Poulsen, administrerende direktør og koncernchef:
"Til trods for en stor frasalgsgevinst i 1. kvartal 2014 og det væsentlige fald i olie- og gaspriser i løbet af 2014, formår vi at fastholde et næsten uændret EBITDA i 1. kvartal af 2015. Dette var primært drevet af en fortsat høj og effektiv produktion fra olie- og gasfelter såvel som havvindparker. Hertil kommer, at vi i 1. kvartal indtægtsførte to forsikringserstatninger. Den solide start på 2015 understøtter den tidligere udmeldte ambition om at nå et EBITDA for helåret på 15,5-17,5 mia. kr.

Vi fortsætter ufortrødent og med stort engagement med at sætte handling bag vores vision om at føre an i omstillingen af energisystemet. Vi forventer i løbet af 2015 at færdiggøre to store havvindparker, Westermost Rough i Storbritannien og Borkum Riffgrund 1 i Tyskland, og få sat gang i produktionen fra gasfeltet Laggan-Tormore i Storbritannien. Wind Power styrkede desuden porteføljen af projektoptioner til perioden efter 2020, ved at købe rettighederne til et projekt i USA og overtage det fulde ejerskab af Hornsea-projektet i Storbritannien. Samtidig er vi i gang med at konvertere vores danske kraftvarmeværker i Skærbæk og Studstrup til biomasse, og bestyrelsen godkendte i 1. kvartal at investere i omstillingen af resten af Avedøreværket, så det fra ultimo 2016 kan levere el og varme til Storkøbenhavn 100% baseret på bæredygtig biomasse. Slutteligt tildelte vi efter et omfattende udbud i 1. kvartal en kontrakt på 1,8 mia. kr. til den danske virksomhed Kamstrup på levering af omkring en million "smarte" elmålere, som vil blive installeret hos vores kunder i perioden 2017-2020.

Alt sammen aktiviteter, som er med at til skabe et stadig mere bæredygtigt og intelligent energisystem samtidig med, at forsyningssikkerheden fastholdes på et højt niveau, og afhængigheden af importerede fossile brændsler minimeres.

Sidst men ikke mindst så vi i 1. kvartal en fortsat positiv udvikling i vores ulykkesfrekvens. LTIF (antal ulykker med fravær per million arbejdstimer) faldt til 2,2 for de seneste 12 måneder.

DONG Energy's energiske og dygtige medarbejdere fortjener endnu engang en meget stor tak for deres indsats i det forgangne kvartal."

Pressekontakt

Allan Bødskov Andersen
Investor Relations
  +45 99 55 97 69
Martin Barlebo
Media Relations
  +45 9955 9100

Firma

DONG Energy A/S
Kraftværksvej 53
7000 Fredericia, Danmark

  99 55 95 83

http://www.dongenergy.dk

Modtag nyheder fra DONG Energy A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater