29/10-15
-
Pressemeddelelse
Delårsrapport for de første 9 måneder af 2015
Fortsat positiv udvikling for koncernen - IPO forberedelser igangsat.
Bestyrelsen for DONG Energy A/S har i dag godkendt delårsrapporten for de første 9 måneder af 2015.
· Driftsindtjeningen (EBITDA) voksede med 14% i de første 9 måneder fra 13,0 mia. kr. i 2014 til 14,8 mia. kr. i 2015. Stigningen skyldes en positiv udvikling i den underliggende forretning samt erstatninger, delvist modsvaret af frasalgsavancer i 2014:
o Den positive driftsudvikling i forhold til samme periode sidste år skyldtes primært højere produktion fra havmølleparker, afsluttet genforhandling af en olieindekseret gaskøbskontrakt og lavere omkostninger i E&P-forretningen, delvist modsvaret af lavere oliepriser og lavere produktion fra Ormen Lange-feltet som følge af en planlagt nedlukning i 2. kvartal
o EBITDA var positivt påvirket med i alt 1,7 mia. kr. fra avance ved salg af E&P-licensandele, to forsikringserstatninger samt en afgjort tvist fra 2005 og 2006 vedrørende CO2-kvoter i de første 9 måneder af 2015, mens de første 9 måneder af 2014 var positivt påvirket af frasalgsavancer vedrørende havmølleparker på 1,9 mia. kr.
· Resultat efter skat blev 3,2 mia. kr., hvilket var 2,4 mia. kr. højere end de første 9 måneder af 2014. Den væsentlige forbedring skyldtes primært det højere EBITDA og lavere af- og nedskrivninger
· Pengestrømme fra driftsaktivitet udgjorde 6,8 mia. kr., 2,8 mia. kr. lavere end i de første 9 måneder af 2014. Højere pengebindinger i arbejdskapital og højere betalt skat blev delvist modsvaret af det højere EBITDA
· Bruttoinvesteringer udgjorde 14,6 mia. kr. og vedrørte primært offshore vindaktiviteter (Gode Wind 1+2, Borkum Riffgrund 1, Westermost Rough, Hornsea 1 samt projektrettigheder til Hornsea 2) samt olie- og gasfelter (Hejre, Syd Arne og Laggan-Tormore)
· Den rentebærende nettogæld steg med 9,7 mia. kr. fra udgangen af 2014 til 13,4 mia. kr. ved udgangen af september 2015 som følge af det høje investeringsniveau
· Kapitalstrukturnøgletallet funds from operation (FFO) i forhold til justeret nettogæld (rullende 12 måneder) udgjorde 35%, på niveau med kalenderåret 2014
· ROCE justeret for nedskrivninger (rullende 12 måneder) udgjorde 7% mod 5% ved udgangen af de første 9 måneder af 2014.
Forventninger til 2015
Forventningerne fra halvårsrapporten 2015 fastholdes:
· Business performance EBITDA for 2015 forventes at udgøre 17,0-19,0 mia. kr.
· Nettoinvesteringerne for perioden 2015-2016 forventes at udgøre omkring 35-40 mia. kr.
· Funds from operation (FFO) i forhold til justeret nettogæld forventes at ligge over 30%.
Henrik Poulsen, administrerende direktør og koncernchef:
"Den 18. september offentliggjorde regeringen en politisk aftale der danner grundlag for en børsintroduktion af DONG Energy. Selskabets aktionærer og bestyrelsen planlægger at gennemføre en børsintroduktion inden for de næste 18 måneder. Forberedelserne til en sådan børsintroduktion er gået i gang. Det bliver endnu en vigtig milepæl i DONG Energy's transformation fra en kul-intensiv dansk forsyningsvirksomhed til en global leder inden for udvikling af energisystemer, der er grønne, uafhængige og økonomisk bæredygtige.
Selskabet fortsatte med at udvikle sig i henhold til vores forventninger i 3. kvartal og vi er meget tilfredse med forretningens operationelle og finansielle udvikling. Med en stigning i driftsindtjeningen (EBITDA) på 14% år-til-dato er DONG Energy et af få europæiske energiselskaber i vækst. Samtidig er afkastet af den investerede kapital stigende (justeret ROCE udgjorde 7% år-til-dato).
Den 9. oktober indviede vi DONG Energy's første havmøllepark i Tyskland i samarbejde med vores partnere LEGO-gruppen (Kirkbi) og William Demant. Den 28. oktober godkendte bestyrelsen opførelsen af Walney Extension havmølleparken i England. Walney Extension forventes at blive verdens største havmøllepark og vil bringe os endnu et skridt videre mod vores mål om 6,5 GW opført havvindkapacitet i 2020. Inden årets udgang forventer vi den første produktion af gas fra Laggan-Tormore-feltet vest for Shetlandsøerne. Tre begivenheder, som markerer vigtige strategiske milepæle for DONG Energy.
Sidst, men ikke mindst, så vi i 3. kvartal en fortsat positiv udvikling i sikkerhedstallene, hvor ulykker med efterfølgende fravær (LTIF) udgjorde 1,9 for de seneste 12 måneder, det laveste niveau nogensinde. At give vores dygtige og engagerede medarbejdere arbejdsforhold, som er sikre og stimulerende, fortsætter med at være en topprioritet i DONG Energy."
Pressekontakt
Allan Bødskov Andersen
Investor Relations
+45 99 55 97 69
Martin Barlebo
Media Relations
+45 9955 9100