26/01-16
      
        -  
              Pressemeddelelse
      
      
DONG Energy afslutter strategisk review af E&P-forretningen
            
              I forbindelse med udmeldingen om DONG Energy's plan for børsintroduktion den 18. september 2015, blev det meddelt, at DONG Energy ville gennemføre et strategisk review af Exploration & Production (E&P)-forretningen.
        
            DONG Energy har nu afsluttet det strategiske review med følgende hovedkonklusioner:
· DONG Energy bekræfter sit mål om at opbygge et grønt energiselskab i verdensklasse med afsæt i førende kompetencer inden for havvind, bioenergi og grønne distributions- og kundeløsninger.
· DONG Energy har besluttet at beholde E&P som en del af den planlagte børsintroduktion. Fremadrettet vil cash flow fra E&P bidrage til at finansiere DONG Energy's investeringer i vedvarende energi.
· E&P-forretningen består af en portefølje af olie- og gasaktiver i Danmark, Norge og Storbritannien af høj kvalitet og med attraktive produktionsomkostninger.
· I lighed med resten af olieindustrien skal E&P forretningen tilpasses til det betydelige fald i olie- og gaspriserne. Der bliver arbejdet på initiativer, der skal mindske risici i E&P's portefølje og fokusere på at styrke værdiskabelsen i den nye markedsrealitet.
· Med denne revision af DONG Energy's porteføljestrategi vil investeringer i den fremtidige vækst fokusere på vedvarende energi, hvilket vil forstærke DONG Energy's position som en global leder inden for vedvarende energi.
Nedskrivning af E&P-aktiver
I DONG Energy's årsregnskab for 2015 vil DONG Energy foretage nedskrivning på ca. 16 milliarder kroner af E&P-forretningens bogførte værdi. Nedskrivningen er forårsaget af det fortsatte fald i olie- og gaspriserne, en reduktion i reserveestimater samt projektrelaterede faktorer, navnlig i forhold til Hejre-projektet, som fortsat står over for markante udfordringer.
På grund af DONG Energy's aktive politik for risikoafdækning er værdien af afdækningerne på olie og gas steget og udgør nu ca. DKK 7 milliarder.
Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energy's tidligere udmeldte forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2015 eller det forventede investeringsniveau i 2015-2016.
      
      
      
              
          
          Pressekontakt
          
                                    
                          
              Allan Bødskov Andersen
                              Investor Relations
                                              +45 99 55 97 69
                                        
                                    
                          
              Martin Barlebo
                              Media Relations
                                              +45 9955 9100