24/09-09
-
Pressemeddelelse
Frustrationsforlaget gør det igen
Nu har det lille lokale frustrations-forlag, Donovan Comics, udgivet Wagners, Nibelungens ring, som grafisk novelle.
Da indehaveren startede i 2004 i ren frustration udgav Marshal Blueberry 3, var det tænkt som et solo-projekt, men læserne ville det anderledes. En lind strøm af e-mails og succesen med det første album førte mere med sig. Nu, 18 udgivelser senere, kører forlaget stadig i bedste velgående og senest altså med den flotte hardback udgivelse på 80 sider: Nibelungens ring.
Undervejs er ejeren endda selv begyndt at oversætte diverse album fra fransk og det endda uden at kunne et ord fransk!
Det der startede med en bærbar som kontor og lager under familiens dobbeltseng, har siden nået lidt større proportioner og rammerne sprænges snart igen. På trods af ikke-eksisterende franskkundskaber, lykkedes det alligevel ejeren at oversætte 80 siders historie på fransk til en lige så god historie på dansk. Ind i mellem tegneserieudgivelserne er det også blevet til egen produktion af en børnebog, Findes der ørkenspøgelser?
Kort om Nibelungens ring
Den følger kampe mellem guder, helte og mytiske skabninger om den magiske ring, som har givet værket navn, og som giver magt over hele verden. Sigurd Fafnersbane er den ufrivillige helt, der kæmper på vegne af selveste Wotan (Odin) i kampen mod Nibelungens forbandelse.
Nu er Wagners opera faldet i hænderne på Nicolas Jarry, der har skrevet historien, så Didier Graffet har kunnet illustrere den spændende historie.
Uddrag af anmeldelse af Nibelungens ring (seriejournalen.dk):
"...en mageløs beretning med både ord og især billeder. At kalde Nibelungens ring for en almindelig tegneserie er forkert og ringeagtende for begge, så jeg vil i stedet kalde værket for et pompøst illustrativt tegneserieværk, og med pompøst skal jeg huske at skrive, at det er de positivt ladede tanker jeg har bag. For det er knageme en flot udgivelse. Til tider minder den om en billedbog med skitser, råskitser og færdige tegninger. Ikke i et sindrigt virvar, men nøje anbragt og som passer ind i tekst og historiens flow. Der er grusomme billeder af umenneskelige monstre og modbydelige uhyrer, og man skal ikke have drukket mange kopper mjød for at lade sine tanker fare. Bogen er fri for hyggen og rummeligheden i f.eks. Ringenes Herre bøgerne og filmene, men tordner derudaf som en af de mange minderige scener fra storfilmen Dommedag nu. Ikke en bog for sarte sjæle og ikke en bog for de yngste (Publikum: 10-60 år). Til gengæld en herlig bog fyldt med flotte og frygtindgydende illustrationer, Rimtusserne ikke mindst.
250 danske kroner er en slat, men hvad pokker skal sådan en flot hardbacksag ellers koste? Har man trang til at fordybe sig i Wagners livsprojekt og holder man af bizarre figurer med mere, så er 250 kroner en god investering, for der er timer og glæder til fulde retur.
Det er fanme en ekstraordinær udgivelse, denne her, og hvis man elsker timing, så napper man Valhallas svanesang OG denne her, Nibelungens ring. De rummer begge stygge og barbari, hos Peter Madsen med champagne og jordbær, hos Donovan med stål og skridtprygl. Jeg vil nødigt undvære nogen af dem."
Relevant information
http://www.tegneserier.dk