24/09-10
-
Pressemeddelelse
Fra mandag er der S-tog til Hillerød
Fra på mandag kører der igen S-tog hele vejen til og fra Hillerød. Sidste etape af den omfattende renovering af Nordbanen, fra Lyngby til Hillerød, åbner som planlagt mandag den 27. september. Efter knapt fire måneders koncentreret arbejde på skinnerne er Banedanmark klar til igen at åbne for togtrafikken, og DSB S-tog står klar til at servicere de 50.000 passagerer, der i perioden har været berørt af sporarbejdet.
"På mandag leverer vi som planlagt den sidste del af Nordbanen tilbage til de mange daglige passagerer. Og det er en bane, som nu er i rigtig god stand. Som passager vil man opleve en større komfort på de nye skinner, og en mere driftsikker bane, hvor der ikke løbende skal ske udbedringer." siger Jette Aagaard, Banedanmarks projektleder for Nordbanen.
Hun har sammen med et hold, der omfatter 400 mand, gennemført én af de mest omfattende og komplekse sporarbejder, Banedanmark har gennemført. Og de er kommet i mål til tiden til glæde for de mange passagerer, der nu igen kan tage S-toget.
"Det er glædeligt, at sporarbejdet afsluttes som planlagt, så vi fra mandag igen kan køre helt til Hillerød. Med de nye spor kan vores kunder både forvente færre forsinkelser og aflysninger samt bedre rejsekomfort," siger Lars Nordahl Lemvigh, produktionsdirektør i DSB S-tog.
Imens strækningen har været lukket, har Banedanmark benyttet lejligheden til at renovere omkring 30 broer. For at genere tog- og biltrafikken mindst muligt er to af broerne ved Vasevej og Rottehullet blevet bygget ved siden af sporet, og derefter blevet skubbet på plads. Sporarbejdet og broarbejdet har indbyrdes været afhængigt af hinanden, og det har været en stor logistisk udfordring, der er lykkedes på grund af et godt samarbejde mellem bygherre og entreprenører.
Testkørsel i weekenden
Her i de sidste dage op til åbningen arbejder Banedanmark og DSB S-tog på at sikre en god opstart af S-togs-trafikken mandag morgen.
"På lørdag kører vi rutinemæssige testkørsler, hvor vi tjekker, at alt er, som det skal være. Og på søndag har vi så prøvekørsel, hvor vi får kørt hele banen igennem som ved fuld normal køreplan før åbningen mandag," forklarer Jette Aagaard.
"Nu tester vi sammen banen i weekenden, og samtidig får vi placeret togene, så de er kørt i stilling på de rette stationer. Og så ser vi frem til at servicere vores kunder på nye skinner fra mandag morgen" siger Lars Nordahl Lemvigh.
Fakta om det samlede sporarbejde
Renoveringen af Nordbanen er et af Banedanmarks mest omfattende sporarbejder.
Projektet har været delt i 3 faser:
- Renoveringen af Svanemøllen og Lyngby Station i foråret. Begge steder blev stationerne planmæssigt åbnet for trafik.
- Efter sommerferien den 9. august åbnede strækningen mellem Svanemøllen-Lyngby, samt Klampenborg som planlagt til de mange daglige pendlere.
- Den tredje og sidste etape var strækningen mellem Lyngby-Hillerød, der åbner som planlagt den 27. september.
Renoveringen af Nordbanen har omfattet:
- cirka 34.000 sveller eller mere end 11 mio. kilo beton
- 60 % af skinnerne mellem Svanemøllen og Hillerød er blevet udskiftet, i alt ca. 21 km skinner
- 36 sporskifter er udskiftet
- 30 jernbanebroer er renoveret heraf er to af broerne blevet bygget ved siden af sporet og derefter skubbet på plads
- I hele perioden har op til 400 mand arbejdet i døgndrift.
- Under sporarbejdet har DSB S-tog indsat togbusser som alternativ transport til ca. 50.000 passagerer. Det har betydet op til 75 togbusser på vejene samtidig.
Relevant information
http://www.dsb.dk
Firma
DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K,
Danmark
24 68 42 21
24 68 42 21
http://www.dsb.dk