07/04-11
-
Pressemeddelelse
Udtalelse fra DSBs bestyrelse
DSBs bestyrelse har på dagens bestyrelsesmøde drøftet den aktuelle debat om bestyrelsens kendskab til problemerne i samhandlen mellem DSB og DSBFirst.
Det sker efter, at DR Nyheder med henvisning til fortrolige bestyrelsesreferater fra den 16. december 2010 konkluderer, at DSBs bestyrelse allerede på det tidspunkt kendte til de problemer med samhandel mellem DSB og DSBFirst, som i forbindelse med årsregnskabet for 2010 fik en forvaltningspåtegning fra revisorerne. Det var i den forbindelse, at bestyrelsen valgte at afskedige administrerende direktør Søren Eriksen.
Men referatet nævner kun, at bestyrelsen blev gjort opmærksom på enkelte udfordringer - og dokumenterer ikke omfanget af problemer, som i marts lå til grund for afskedigelsen, fastslår bestyrelsen i en fælles udtalelse:
"Det omtalte mødereferat viser kun, at bestyrelsen diskuterede samhandel mellem DSB og DSBFirst, hvilket bestyrelsen har gjort løbende i 2010. Vi har dog på intet tidspunkt kendt til det store omfang af problemer eller risikoen for en forvaltningspåtegning i årsregnskabet, hvilket bestyrelsen først bliver bekendt med i forbindelse med fremlæggelsen af årsregnskabet for 2010 for få uger siden."
DSBs bestyrelse kommenterer samtidig det forhold, at der cirkulerer fortrolige dokumenter i pressen.
"Ingen af bestyrelsens medlemmer eller revisionen har udleveret bestyrelsesmateriale til pressen. DSBs bestyrelse tager meget skarpt afstand fra, at det har fundet sted," hedder det i en samlet udtalelse fra bestyrelsen.
Relevant information
http://www.dsb.dk
Firma
DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K,
Danmark
24 68 42 21
24 68 42 21
http://www.dsb.dk