Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
18/04-11   -   Pressemeddelelse

DSB kommer ud af 2010 med et betydeligt underskud

DSB har nedjusteret sit resultat i årsregnskabet for 2010 med 725 millioner kroner. Efter nedjusteringen kommer DSB ud af 2010 med et underskud på 551 millioner kroner i modsætning til det oprindelige overskud på 173 millioner kroner, som blev meldt ud i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet den 18. marts 2011.

Det nedjusterede resultat skyldes nedskrivninger og hensættelser med henblik på at kunne imødegå eventuelle tab på trafikkontrakter, tilbagebetalingskrav i forbindelse med statsstøtte m.v.

Nedskrivningerne og hensættelserne er foretaget dels på baggrund af Kammeradvokatens vurdering omkring statsstøtte i forhold til den løbende mellemregning mellem DSB og DSBFirst samt den anvendte rentesats, dels på baggrund af en foreløbig analyse af den økonomiske situation i DSBFirst Øresund.

Opgørelsen af de 725 millioner kroner til nedskrivninger og hensættelser er baseret på en række forudsætninger og antagelser, der kan vise sig at afvige markant i såvel positiv som negativ retning.

»DSB og i særdeleshed DSBFirst er i en meget alvorlig situation, og vi kan naturligvis ikke sidde overhørigt, når Kammeradvokaten mener, at der kan have været tale om ulovlig statsstøtte mellem DSB og DSBFirst. Vi vil nu arbejde videre med en løsning på den aktuelle situation,« siger DSB's bestyrelsesformand Mogens Granborg.

DSB og Transportministeriet har igangsat en række undersøgelser og analyser af både økonomien i DSBFirst, af forholdene omkring Helgoland samt nye regler for alle former for samhandel i DSB. DSB er allerede gået i gang med forhandlinger med DSBFirst' ejere og partnere, fortæller Klaus Pedersen, konstitueret administrerende direktør i DSB.

»Vi er i fuld gang med en tilbundsgående analyse af DSBFirst' økonomi samt en revision af forretningsplanen. Sammen med trafikudbyderne vil vi tillige drøfte en mere holdbar fremadrettet model for trafikken på Kystbanen og på den svenske side af Øresundstrafikken,« siger Klaus Pedersen.
Han lægger samtidigt vægt på, at DSB nu skal holde fokus på det, der fungerer og efterspørges af kunderne.

»Vi skal fortsætte de løbende effektiviseringer i hele DSB. Men vi skal ikke glemme det, vi er gode til: I februar og marts har vi haft en rigtig god rettidighed i både fjerntrafikken og på S-togsnettet, og vi tiltrækker rigtig mange nye kunder, især i S-tog,« fremhæver Klaus Pedersen.
Forventningen til DSB's resultat før skat udgør 300 millioner kroner i 2011, eksklusive omkostninger til eventuelle restruktureringer samt eventuelle ændringer i den foretagne hensættelse vedrørende DSBFirst.

Søgeproces efter ny administrerende direktør for DSB er i fuld gang og bestyrelsen forventer at have en ny kandidat klar i løbet af sommeren. Konstitueret administrerende direktør Klaus Pedersen har opsagt sit job for at tiltræde et nyt job i løbet af efteråret.

Indtil da fortsætter han som konstitueret administrerende direktør for DSB med fokus på at få afklaret den fremtidige situation for DSBFirst.

Relevant information

http://www.dsb.dk


Pressekontakt


Firma

DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K, Danmark

  24 68 42 21
  24 68 42 21

http://www.dsb.dk

Modtag nyheder fra DSB Kommunikation på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater