25/10-11
-
Pressemeddelelse
Christian Roslev fratræder som direktør for DSB
Efter blot to en halv måned stopper Christian Roslev som administrerende direktør for DSB af personlige/helbredsmæssige årsager. Bestyrelsen beklager beslutningen og konstituerer økonomidirektør Jacob Kjær som administrerende direktør
DSB skal have ny administrerende direktør - igen.
Det er en kendsgerning, efter at Christian Roslev har bedt om at blive fritaget for jobbet som administrerende direktør for DSB. Beslutningen skyldes personlige/helbredsmæssige årsager og er blevet modtaget med beklagelse hos bestyrelsen.
»Christian Roslev har giv et DSB ny energi og stået for en meget vigtig åben og ærlig dialog i en udfordrende periode. Jeg må acceptere Christians beslutning og ønsker ham held og lykke i fremtiden,« lyder det i en officiel udtalelse fra bestyrelsesformand Peter Schütze.
Åben og ærlig dialog
Christian Roslev tiltrådte den 1. august som administrerende direktør for DSB. Han kom fra en stilling som administrerende direktør for Nordjyllands Trafikselskab og har også siddet i bestyrelsen for blandt andet Rejsekort A/S og Rejseplanen.
Han har på sin korte tid i stolen gjort meget ud af en åben og ærlig dialog med både medarbejdere, samarbejdspartnere og andre interessenter. Og han har stået i spidsen for en række svære beslutninger om blandt andet at stoppe nye bud på strækninger i udlandet samt at sætte DSB's hovedsæde i Sølvgade i København til salg.
En svær beslutning
Christian Roslev ønsker ikke at give længere interviews om sin beslutning om at forlade DSB, men har en besked til DSB's ansatte - og til andre interesserede:
»Det har ikke været en nem beslutning for mig, da jeg har sat pris på samarbejdet med DSB's bestyrelse, ledelse og øvrige medarbejdere. Jeg har ikke yderligere kommentarer, hvilket jeg håber, at alle har forståelse for,« lyder det fra Christian Roslev.
DSB's bestyrelse har valgt at konstituere økonomidirektør Jacob Kjær som administrerende direktør for DSB, mens bestyrelsen finder en ny person til posten.
Jacob Kjær fortsætter som økonomidirektør og vil sammen med den øvrige koncernledelse fortsat så i spidsen for den igangværende proces med at skabe en mere robust og bæredygtig økonomi i DSB.
Vicedirektør Ove Dahl Kristensen vil deltage i koncernledelsesmøderne indtil en ny direktør er tiltrådt.
Relevant information
http://www.dsb.dk
Firma
DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K,
Danmark
24 68 42 21
24 68 42 21
http://www.dsb.dk