21/11-11
-
Pressemeddelelse
DSB-formand: Elektrificering er godt for kunderne
Det er vigtigt at få truffet en beslutning om snarlig elektrificering af strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov. Det mener DSB's bestyrelsesformand Peter Schütze:
"Det er ærgerligt, hvis der ikke er mulighed for en snarlig elektrificering af Esbjerg-Lunderskov, som det er blevet foreslået i en rapport fra Transportministeriet. Det ville give en bedre løsning både for kunderne, miljøet og økonomien," udtaler han.
Peter Schütze er samtidig bekymret for konsekvenserne af den planlagte etablering af dobbeltspor på strækningen mellem Vamdrup og Vojens. Arbejdet vil tage knapt to år, hvor der i dagstimerne ikke vil være plads til persontog mellem 9-18. Det vil skabe gener i hele perioden og også skade togtrafikken i området på lang sigt, fordi kunderne vil vænne sig til at bruge anden transport end tog, vurderer Peter Schütze:
"Etablering af dobbeltspor er som udgangspunkt særdeles sympatisk. Men en pause for persontrafik i knapt to år skader togtrafikken i hele Syddanmark, hvor det vil være svært at opretholde kundernes lyst til at bruge togtrafikken," siger han.
DSB har netop præsenteret et kvartalsregnskab med vækst på 6% i antallet af kunder, der ønsker at bruge toget. Hvis væksten fortsætter er der brug for flere siddepladser over alt i landet. En elektrificering af strækningen mellem Esbjerg og Lunderskov gør det muligt at bruge el-tog på den strækning helt fra København og kan ifølge Transportministeriets beregninger frigøre op til 15 IC3-tog, der kan bruges til at betjene kunder i andre dele af landet, hvor der ikke er elektrificeret. Det vil være til gavn for både Esbjerg resten af landet, mener Peter Schütze.
"Der er et fælles politisk ønske om at fordoble togtrafikken frem mod 2030. DSB vil gerne bidrage til den udvikling og ser elektrificering af tognettet som et vigtigt skridt i den retning. Det vil skabe en god, bæredygtig vækst i den danske togtrafik," siger han.
Relevant information
http://www.dsb.dk
Firma
DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K,
Danmark
24 68 42 21
24 68 42 21
http://www.dsb.dk