18/01-12
-
Pressemeddelelse
Ændringer i koncernledelsen skal styrke DSB's rettidighed og salg
En række ændringer i DSB's koncernledelse skal styrke rettidigheden og kundetilfredsheden i DSB samt skabe en mere effektiv salgsafdeling for den landsdækkende og regionale trafik.
Ændringerne følger samtidig op på de konstitueringer, der skete i DSB's koncernledelse i september 2011.
Ny i koncernledelsen bliver Susanne Mørch Koch, der overtager ansvaret for DSB Fjern & Regional. Susanne er 38 år og kommer fra en stilling som underdirektør for DSB Onboard Service og har tidligere været underdirektør med ansvar for HR. Nu får Susanne ansvaret for driften af den landsdækkende og den regionale trafik med stort fokus på det daglige arbejde med rettidighed og kundetilfredshed.
"Jeg glæder mig til at bidrage til den landsdækkende og regionale togtrafik, hvor vi fortsat skal arbejde på at skabe bedre rettidighed og større kundetilfredshed. ," siger Susanne Mørch Koch.
Mogens Jønck har siden august 2011 været konstitueret direktør for DSB Fjern & Regional sideløbende med, at han har været kommerciel direktør. Nu overlader han DSB Fjern & Regional til Susanne Mørch Koch men overtager ledelsen af den salgsafdeling, der tidligere har hørt under DSB Fjern & Regional. Nu skal han skabe en samlet salgsorganisation, der kan opnå effektive og endnu bedre resultater.
"Ved at samle salgsorganisationer kan vi i endnu højere grad sikre et effektiv og service-orienteret salg til DSB's mange kunder og dermed også bidrage til en styrkelse af kundetilfredsheden i DSB," udtaler Mogens Jønck.
Samtidig med ændringerne for DSB Fjern & Regional bliver Frank Olesens position som administrerende direktør for DSB Vedligehold A/S gjort permanent. Frank Olesen har været konstitueret direktør samme sted siden september 2011.
Rokaden skal styrke koncernledelse og det daglige fokus på både salg og drift, forklarer Jacob Kjær, økonomidirektør og konstitueret administrerende direktør i DSB.
"DSB skal styrke både rettidigheden og kundetilfredsheden på en måde, der er konkurrencestærk og effektiv i forhold til DSB's omkostninger. Det gør vi med de nye ændringer, der skaber en mere logisk og fokuseret organisation. Samtidig byder koncernledelsen velkommen til Susanne Mørch Koch, der allerede har vist stor flair for forretning og service for kunderne i DSB," udtaler Jacob Kjær.
Ændringerne sker med øjeblikkelig virkning.
Relevant information
http://www.dsb.dk
Firma
DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K,
Danmark
24 68 42 21
24 68 42 21
http://www.dsb.dk