Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
15/11-12   -   Pressemeddelelse

Delårsrapport for 1.-3. kvartal 2012

Initiativerne under "Sundt DSB" har bidraget til et positivt resultat for 3. kvartal
Der forventes for 2012 et nulresultat før skat og 4. kvartals engangsposter
Forbedret rettidighed, der udfordres i 4. kvartal af sporarbejder/-udbedringer
Passagervæksten er fortsat god


DSB præsenterede tidligere på året genopretningsplanen "Sundt DSB" med fokus på at forbedre DSB's økonomi med en milliard kroner inden udgangen af 2014 samt at styrke DSB's rettidighed og konkurrencekraft.

"Vi er langt fra i mål, men vi har vendt udviklingen."
Jesper Lok, administrerende direktør

Overskud i tredje kvartal
DSB's resultat før skat udgjorde et underskud på 44 mio. kr. for de første 9 måneder af 2012, og for 3. kvartal isoleret set et overskud på 81 mio. kr. Korrigeret for blandt andet igangværende effektiviseringstiltag og hensættelse til øgede pensionsomkostninger, udgjorde resultat før skat i de første 9 måneder et overskud på 93 mio. kr., mod et underskud på 154 mio. kr. i samme periode sidste år.
Omkostninger pr. togkilometer er steget 1 procent blandt andet som følge af sporarbejder og sporspærringer i Nordjylland, der har resulteret i 570.000 færre kørte kilometer i 2012 i forhold til 2011, svarende til 2 kr. pr. togkilometer. Dette inkluderer effekten af lukningen af Limfjordsbroen. Omkostninger pr. togkilometer er endvidere påvirket af omkostninger til fratrædelseordninger svarende til 2 kr. pr. togkilometer.
Der har i perioden været en positiv udvikling i antallet af togkilometer og togrejser pr. medarbejder på henholdsvis 9 procent og 14 procent på de danske strækninger. Udviklingen er sket i takt med, at der er blevet gennemført en reduktion i antallet af medarbejdere gennem frivillige fratrædelser, nedlæggelse af ledige stillinger samt afskedigelser.
Som led i planen med at effektivisere DSB er det blevet besluttet at samle administrationen i København i ét hovedsæde i Høje Taastrup i løbet af 2. kvartal 2013.

Forbedret rettidighed
Antallet af forsinkelser var i de første 9 måneder af 2012 på et forholdsvis lavt niveau og inden for de krav, der stilles i trafikkontrakterne. For Fjern- & Regionaltog er omfanget af forsinkelser reduceret med cirka 50 procent og for S-tog 40 procent i forhold til samme periode sidste år. For Øresund er operatørrettidigheden over 98 procent. Den positive udvikling har blandt andet baggrund i en robust køreplan, en fokuseret indsats i lokale præcisionsgrupper og færre fejl på togmateriel, men har også været hjulpet af en relativ mild vinter.
Mange kunder oplever imidlertid fortsat forsinkelser. En stigende andel heraf skyldes omfattende spor- og signalarbejder. DSB samarbejder tæt med BaneDanmark for at reducere kundernes gener heraf.

Flere kunder og øget kundetilfredshed
DSB har i 3. kvartal haft fortsat god vækst i passagertallet. Undtagelsen er Øresund, der havde en nedgang på 3 procent blandt andet som følge af sporarbejde/-spærring. I Fjern & Regionaltog steg passagerantallet 1 procent og i S-tog 6 procent. Samlet set er passagertallet i Danmark i årets første 9 måneder steget med 4 procent til i alt 133,4 mio.
Den positive udvikling i rettidigheden forventes på sigt at forbedre kundetilfredsheden for DSB samlet. Kundetilfredsheden var i 1. halvår 2012 1 procent over sidste års niveau.

Udland
DSB er det seneste år nået langt med at håndtere udfordringerne i de udenlandske operationer, blandt andet ved at overlade driften af trafikken i Göteborg og på den svenske side af Øresund til andre. Det er fortsat DSB's fulde fokus at skabe en bedre og robust økonomi i de resterende udenlandske aktiviteter.

Rejsekort
Siden 1. juli har kunderne kunnet bruge rejsekortet i alle DSB's og Arriva's tog over hele landet samt i alle busser og lokalbaner på hele Sjælland. I Nordjylland startede udrulningen af rejsekortet den 22. oktober. Desuden er den første prøvedrift i Sydjylland skudt i gang. Rejsekortet dækker dermed i dag store dele af landet.

IC4
Siden 11. juli har DSB igen dagligt kørt med passagerer i IC4 i regionaltogstrafikken Aalborg-Aarhus og Aarhus-Esbjerg.
DSB har den 27. september modtaget forlænget ibrugtagningstilladelse for IC4 af Trafikstyrelsen med blandt andet den begrænsning, at der i løvfaldsperioden frem til den 1. december kun må køres med en maksimal hastighed på 140 km i timen.
Forsinkelserne i leverancen af IC4-tog fra Ansaldobreda fortsætter, ligesom der fortsat er forsinkelseskompensation for de forsinkede togsæt.

Den Store Sammenhæng
DSB's omdømme er stadig under pres - navnlig blandt ikke-brugere. DSB præsenterede i juni transportministeren og samtlige DSB-kolleger for vores nye grundfortælling, Den Store Sammenhæng. Fokus er på at skabe sammenhæng i den kollektive trafik og en pålidelig togdrift. I 3. kvartal blev grundfortællingen præsenteret som en bog til alle i DSB, og i 4. kvartal vil den blive vist som en annonceserie og korte film på tv. Målet er at skabe forståelse for DSB's formål og opgave i Danmark. Det er afgørende for DSB at få genskabt tilliden ved at:

fokusere på at høste de stordriftsfordele, der eksisterer for togdrift i Danmark
benchmarke og dokumentere effektivitet imod andre Europæiske togselskaber
skabe en virksomhed, der - på fair markedsvilkår - både kan og vil konkurrere.

Relevant information

http://www.dsb.dk


Pressekontakt


Firma

DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K, Danmark

  24 68 42 21
  24 68 42 21

http://www.dsb.dk

Modtag nyheder fra DSB Kommunikation på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater