17/07-13
-
Pressemeddelelse
Ikke altid nemt at blive enige, men der må ikke herske tvivl om sikkerheden
I kølvandet på de bekymringer, der blev rejst i sidste uge om sikkerheden ved enmandsbetjening på blandt andet Kystbanen fra 15. december 2013, har DSB inviteret Dansk Jernbaneforbund til genbesigtigelse af strækningerne Aarhus-Aalborg/Aalborg-Frederikshavn, hvor der for nyligt er indført enmandsbetjening.
"Enmandsbetjening er et helt centralt element for rationaliseringen og udviklingen af jernbanen, og DSB og andre operatører i Danmark har mange års god erfaring hermed," siger direktør for Operation & Strategi i DSB Anders Egehus.
Arbejdet med at få indført standardprocedurer for enmandsbetjening omfatter oftest udbedringer af monitorer, signallysstyrke og mærker. Indtil de ændringer er endeligt på plads sørger alternative procedurer for, at sikkerheden ikke tilsidesættes.
"De mere manuelle procedurer er utvivlsomt mere bøvlede for vores kolleger, men de indføres netop for at sikkerheden aldrig må kunne blive draget i tvivl. Går de udover noget er det rettidigheden, ikke sikkerheden," siger Anders Egehus, og tilføjer:
"Vi har mere end 3.000 km. jernbane i Danmark. Langs den og på de næsten 300 stationer står tusindvis af monitorer, signaler og mærker. Det kan ikke undgås, at der ryger en pære eller monitor en gang imellem. Hærværk er desværre heller ikke et ukendt fænomen, og træer vokser jo fra tid til anden også indover mærker og signaler. Lige netop derfor er det vigtigt at arbejde med alternative procedurer. Kun derved sikrer vi, at sikkerheden er på plads også mens udbedringer pågår, eller hvis det uventede skulle opstå," tilføjer Anders Egehus.
Efter genbesigtigelsen mandag har DSB imidlertid valgt at genindføre togførerbemanding på de to nyligt introducerede strækninger i Nordjylland.
"Under besigtigelsen mandag var det desværre ikke muligt at opnå enighed mellem parterne omkring procedurer. Vi ønsker ikke, at der derved bliver sået tvivl ved enmandsbetjening helt generelt. Derfor beder vi nu en uvildig tredje part om at bidrage til arbejdet," siger Anders Egehus og tilføjer:
"Indtil det arbejde er på plads, vælger vi så at køre med togførerbemanding. Det afgørende er jo ikke, om enmandsbetjening kommer på plads en måned eller to før eller senere. Det afgørende er, at de gode erfaringer, vi allerede har med enmandsbetjening rundt omkring i Danmark, udbredes uden at sikkerheden sådan bliver draget i tvivl."
Relevant information
http://www.dsb.dk
Firma
DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K,
Danmark
24 68 42 21
24 68 42 21
http://www.dsb.dk