20/08-14
-
Pressemeddelelse
Solidt resultat i 1. halvår
" Fokus på kerneproduktet har banet vejen for genopretningen af DSB," Peter Schütze, bestyrelsesformand.
- Resultat før af- og nedskrivninger på 1.688 mio. kr. - (forbedring på 272 mio. kr.) og 1.565 mio. kr. efter korrektion for poster af engangskarakter (1.516 mio kr. året før),
- Resultat før skat på 466 mio. kr. - (forbedring på 226 mio. kr.) og 363 mio. kr. efter korrektionen for poster af engangskarakter (340 mio. kr. året før),
- God rettidighed over kontraktmålene - på historisk højt niveau,
- Rentebærende gæld, netto udgør 10.117 mio. kr. mod 11.069 mio. kr. pr. 30. juni 2013. Rentebærende gæld, netto udgjorde 11.977 mio. kr. ultimo 2011.
Godt på vej til at nå i mål med "Ét Sundt DSB"
Efter 1. halvår er vi godt på vej med den økonomiske genopretning af DSB, herunder ikke mindst de to overordnede mål vi satte os for de danske aktiviteter:
Resultat før af- og nedskrivninger på 2,65 mia. kr. i 2014 (en forbedring på 1 mia. kr. i forhold til fremskrivningen fra 2011),
I niveau af 1.000 færre fuldtidsbeskæftigede ved udgangen af 2014 - ved udgangen af juni var vi 978 færre.
Genopretning hånd i hånd med forbedringer
Den økonomiske genopretning af DSB er resultatet ikke mindst af en 20/28 procent produktivitets-forbedring (togkilometer/-rejser pr. medarbejder) siden 2011. Genopretningen er foretaget hånd i hånd med fokus på kerneproduktet, hvilket har resulteret i andre vigtige forbedringer:
God rettidighed - på historisk højt niveau,
Fortsat kundevækst - 8 procent siden 2011 og 3 procent i 1. halvår,
Stigende kundetilfredshed - fra 7,2 ultimo 2011 til 7,6 ved udgangen af 1. halvår, generelt, mens kundetilfredsheden med "denne rejse" udgør 8,1.
Vi fortsætter med fokus på også i de kommende år at levere løbende forbedringer. Dermed kommer fundamentet på plads til også et bedre omdømme, der til trods for, at det er forbedret de seneste kvartaler, fortsat er for lavt.
Ny strategi
Den 10. september starter udrulningen af DSB's langsigtede strategi, der er centreret om "togsystemet" (materiel, stationer og digitale platforme), vedligehold af materiel samt naturligvis togkørsel.
Strategien tager ikke alene sigte på, at der forude er et turbulent årti med store om- og udbygninger af jernbanen. Strategien tager også sigte på, at vi i samme årti, hvis man måtte ønske det, kan sætte mere togkørsel i udbud eller bede DSB gøre det, uden de gener liberaliseringer eksempelvis medførte i England. En ambitiøs og vigtig vision for DSB og Danmark.
"Vi forbereder os på et årti med om- og udbygning af jernbanen og muligheden for, at DSB udbyder strækninger eller strækninger udbydes uden, at DSB deltager", Peter Schütze, bestyrelsesformand.
Trafikkontrakter skal på plads
Det første konkrete strategiske skridt bliver de nye trafikkontrakter, der fortsat ikke er på plads. De nuværende kontrakter udløber om kun fire måneder.
Vi forbereder os på en række scenarier, men håber de politiske forhandlinger snarest konkluderes, så vi kan komme videre også med forberedelserne til indkøbet af den næste generation af elektriske togsæt.
Der investeres op mod 100 mia. kr. i jernbanen de kommende 10-15 år i nye spor, broer, kabler, signaler, tog etc. Derudover er der behov for investeringer i en række kundevendte områder, herunder opgradering af stationerne, forbedret internetforbindelse/-kapacitet og ikke mindst mere kapacitet i myldretiden. Vi håber, at der i de kommende politiske forhandlinger også findes ressourcer til den del.
"Kun ved at sætte kunden i centrum kan vi indfri den transportpolitiske ambition om en fordobling i 2030", Jesper Lok, administrerende direktør.
Mere end 800.000 rejsekort udstedt
I juni måned rundede Rejsekort 800.000 udstedte kort - ved udgangen af 2011 var tallet knap 90.000.
Samtidig med, at vi arbejder med en mere holdbar ejerstruktur, arbejder Rejsekort A/S på en række opgraderinger/simplificeringer, og det er glædeligt at se, at kunderne har taget kortet til sig.
Fortsatte udfordringer med IC4/2
IC4/2 er der derimod ikke meget glædeligt at berette om.
Ved udgangen af juni var 78 af de i alt 105 togsæt godkendt til passagerkørsel. Driftsstabiliteten er stadig ikke god nok og faldt i 2. kvartal efter en ellers positiv udvikling de forudgående kvartaler. Senest har revner i aksellejekasser og manifold føjet sig til listen af udfordringer.
I tæt samarbejde med Havarikommissionen og Trafikstyrelsen har vi iværksat procedurer, der tager højde for de sikkerhedsrelaterede aspekter. Derudover har vi igangsat en ny ekspertundersøgelse af, om det er økonomisk ansvarligt at gå videre med IC4/2-projektet set i lyset af Togfondens ændrede tidsperspektiv og de seneste driftserfaringer.
Det står klart, at alternativerne til IC4/2 på den korte og mellemlange bane er få og bekostelige, men det kan desværre ikke afvises, at det kan blive nødvendigt. Ekspertundersøgelsen forventes færdig inden udgangen af året og vil danne grundlag også for arbejdet med en eventuel plan B.
Til de mange kollegaer, der gør en stor indsats for at få IC4/2-togene ud at køre, skal imidlertid lyde en stor tak. I har en både vanskelig og utaknemlig opgave.
Til alle øvrige kolleger i DSB skal også lyde en stor tak
De seneste par års nedskæringer har været hårde. Men sammen har vi vist, at DSB kan omstille sig. Og derved har vi gjort DSB klar til næste fase.
Et godt udgangspunkt for at spille en central rolle i det kommende årtis udvikling af den danske jernbane.
Pressekontakt
Niels-Otto Fisker
Pressechef
2468 4229
Firma
DSB Kommunikation
Sølvgade 40
1349 København K,
Danmark
24 68 42 21
24 68 42 21
http://www.dsb.dk