02/03-11
-
Pressemeddelelse
Fedtafgift øger grænsehandelen
Mere end hver femte husstand vil øge grænsehandelen, når fedtafgiften indføres. Samtidig betegner næsten 2 ud af 3 forbrugere fedtafgiften som en dårlig idé
En helt ny meningsmåling, der er foretaget af analysebureauet Interresearch for De Samvirkende Købmænd (DSK), forudser markant øget grænsehandel, hvis fedtafgiften indføres som forventet til sommer. 21,3 % af danskerne oplyser i analysen, at de vil handle mere i Sverige og Tyskland, når fedtafgiften træder i kraft.
Forbrugerne er også blevet spurgt om deres holdning til forslaget om en generel fedtafgift på en lang række fødevarer. Hertil svarer næsten 2 ud af 3 danskere, at de finder ideen om en fedtafgift "dårlig".
Spørgsmål: Der er delte meninger om fedtafgiften, som Folketinget forventes snart at vedtage. Tilhængere af fedtafgiften fremhæver især, at usunde varer vil blive dyrere, og at indtægterne for eksempel vil kunne finansiere skattelettelser. Modstandere af fedtafgiften mener, at danske fødevarer er dyre nok i forvejen, og at det vil få flere danskere til at handle i Tyskland og Sverige.
Hvad synes du om fedtafgiften?
Svar:
- God idé 22,0%
- Dårlig idé 61,5%
- Ved ikke 16,5%
Undersøgelsen er baseret på 1.191 besvarelser og er foretaget i februar 2011 af Interresearch.
"Undersøgelsens resultat er klokkeklart. Fedtafgiften er og bliver en rigtig dårlig idé. Danmark har i forvejen Europas - ja, formentlig hele verdens - højeste moms på fødevarer og betaler derudover punktafgifter på en lang række daglige fornødenheder. Fedtafgiften er en ensidig dansk afgift, der ikke findes i andre lande. Erhvervslivet skal bruge endnu mere tid på bøvl og administrative byrder samtidig med, at forbrugerne skal betale mere for helt almindelige fødevarer som kød og ost," siger Claus Bøgelund Nielsen, underdirektør hos De Samvirkende Købmænd.
"Skattereformen skal naturligvis finansieres, men det bør ske uden dyrere fødevarer, uden yderligere grænsehandel og uden at miste endnu flere arbejdspladser til udlandet", siger Claus Bøgelund Nielsen.
Relevant information
http://www.dsk.dk
Firma
DSK - De Samvirkende Købmænd
Svanemøllevej 41, Postboks 122
2900 Hellerup,
Danmark
48 17 03 05
30 91 38 80
http://www.dsk.dk