15/06-11
-
Pressemeddelelse
DSK: Udskyd fedtafgiften et halvt år
Høj inflation og manglende privatforbrug hindrer vækst
En række førende økonomer har på det seneste betegnet danskernes manglende lyst til at bruge penge i detailhandelen som "dybt bekymrende". Samtidig er inflationen, med de nye inflationstal for maj, nu oppe på hele 3,1 pct., hvilket også er dybt bekymrende.
På den baggrund foreslår De Samvirkende Købmænd, DSK, at den planlagte fedtafgift, der er planlagt til ikrafttræden 1. oktober i år, udskydes minimum 6 måneder til tidligst 1. april 2012.
Fedtafgiften forventes isoleret set at medføre en stigning i forbrugerpriserne med yderligere ca. 0,25 procentpoint. Det fremgår af et svar, skatteministeren har givet folketingets skatte- og afgiftsudvalg.
"Vi ønsker ikke at starte en ny diskussion om, hvorvidt fedtafgiften er rimelig eller ej. Vores forslag er udelukkende udtryk for, at den høje inflation ikke må stige yderligere samtidig med, at der skal gang i privatforbruget, før der atter skabes varige arbejdspladser i det private erhvervsliv. Fedtafgiften skaber kun gang i grænsehandelen, men vi skal bruge arbejdspladserne i danske virksomheder", siger underdirektør Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
"Fedtafgiften vil øge priserne på tusindvis af helt almindelige fødevarer som ost, kød og pålæg, og derfor vil en udskydelse være en rigtig god idé", siger Claus Bøgelund Nielsen fra DSK.
Kontakt
Yderligere oplysninger kan fås hos underdirektør Claus Bøgelund Nielsen, mobil 23 45 30 59.
Relevant information
http://www.dsk.dk
Firma
DSK - De Samvirkende Købmænd
Svanemøllevej 41, Postboks 122
2900 Hellerup,
Danmark
48 17 03 05
30 91 38 80
http://www.dsk.dk