28/04-11
-
Pressemeddelelse
Nye skatteregler gavner væddeløbssporten
Skatteministeriet har udstukket nye skattemæssige retningslinier for professionelt hestehold. Ændringerne kan give den professionelt drevne danske væddeløbssport et kæmpe skub fremad.
Forhandlinger mellem Skatteministeriet og væddeløbssporten angående en ændring af skattereglerne på området, resulterer nu i et såkaldt styresignal, som torsdag offentliggøres på Skats hjemmeside. Her anviser Skatteministeriet hvorledes landets skatteregioner fremover skal anskue professionelt drevne stutterier og væddeløbsstalde på linie med enhver anden type erhvervsvirksomhed såfremt den professionelle hestesportsvirksomhed i øvrigt opfylder specifikke krav.
Den ændrede fortolkning af skattereglerne kan få kolossal betydning for væddeløbsbranchen, lige fra opdrættere over hesteejere til professionelle trænere samt diverse afledte virksomheder såsom smede, dyrlæger m.v. og give dansk væddeløbssport en revitalisering.
I overskriftsform bevirker ændringerne, at professionelt hestehold fremover kan drives som erhvervsmæssig virksomhed med mulighed for afskrivning på hesteholdet, fradragsret for moms samt muligheden for at trække udgifter fra over flere år. Modsat skal virksomheden naturligvis beskattes af indtægter ved præmier og handel med heste, der knytter sig til virksomheden.
»Skatteministeriet er blevet opmærksom på, at der inden for disse områder (erhvervsmæssigt drevne stutterier og væddeløbsstalde, red.) har været vist unødig tilbageholdenhed med at anse virksomheder for erhvervsmæssige, og Skatteministeriet har derfor besluttet at udsende dette styresignal, hvori det beskrives, hvorledes vurderingen skal foretages,« skriver Skatteministeriet i styresignalet.
Ændringerne er foranlediget af de to Venstre-folketingsmedlemmer Lars Christian Lilleholt og Kim Andersen, der foruden en mere rimelig fortolkning af skattereglerne oplister en række bevæggrunde for at have medvirket til at få regelændringerne sat på skinner.
»Intentionen er at skabe noget vækst inden for dansk hesteavl og hestesport samtidig med, at man undgår, at der er stutterier samt trav- og galophesteejere som flytter aktiviteterne til Polen og Baltikum. Hestesporten er en stor sportsgren i andre skandinaviske lande. Det kan den også være i Danmark, og den afledte økonomi og de beskæftigelsesmæssige aspekter sporten kaster af sig, kan vi lige så godt aktivere her i landet,« siger Kim Andersen og suppleres af Lars Christian Lilleholt.
»Jeg har de seneste år haft en tæt dialog med hestesporten i Danmark omkring rammebetingelserne for både væddeløb og opdræt. Herigennem er jeg blevet opmærksom på nogle skatteregler som ikke animerer til fortsat udvikling, så vi kan fastholde den stærke position Danmark har inden for både væddeløbssport samt opdræt. De nye regler forventes at blive til fordel for både hestesporten og statskassen, fordi der vil blive øget aktivitet,« siger Lars Christian Lilleholt.
Fornuftige bevæggrunde
De to Venstre-politikere fremhæver desuden en række andre temaer, der underbygger det fornuftige i den nye fortolkning af reglerne.
»Vi har mange miljøfølsomme områder i Danmark og vil få flere i de kommende år. Det handler om højdedrag, engarealer, lavbundsarealer etc. som skal udlægges til vedvarende græs, og her kan hesteavl indgå som en helt naturlig faktor som naturplejer,« siger Kim Andersen og tilføjer:
»Som retsordfører ved jeg også, hvilket arbejde man har i kriminalforsorgen med henblik på udslusning af personer. Vi ved jo, at mennesker, som kan have svært ved at indgå i andre sammenhænge, ofte trives med dyr, og gennem at arbejde med heste kan det give de pågældende en succesoplevelse ved at have noget at stå op til om morgenen, foruden det kammeratskab og fælleskab, der opstår omkring en stald. Jeg forventer, at hestesporten nu tager initiativer til at vise noget samfundssind, ud over det man allerede gør i dag og i øvrigt har tradition for,« påpeger Kim Andersen.
Endvidere ser polikerne perspektiver for hestevirksomhed for mange mindre landbrugsejendomme, der ellers ikke længere vil kunne fortsætte som produktionsejendomme, når den nuværende ejer ophører, og hvor hestevirksomhed kan være en måde at opretholde aktiviteter på de små landbrug, som i fremtiden ellers ikke vil være rentable i moderne landbrugsproduktion.
Anerkendt som enhver anden branche
Fra trav- og galopsportens side er der stor glæde over ændringerne, der har virkning fra 1. januar 2011.
»Præcedens fra Skats side har tidligere været urimelig. Derfor er vi selvfølgelig meget glade for ændringerne. Væddeløbssporten bliver nu pludselig anerkendt som enhver anden branche, således at vores professionelle aktive opdrættere og hesteejere bliver ligestillet med ethvert andet erhverv. Omvendt så er det noget, som skal behandles på en ordentlig og sober måde. For at være underlagt de nye regler skal hesteholdet ske med erhverv for øje,« siger direktøren for Dansk Travsports Centralforbund, Klaus Storm, og tilskriver et initiativ af den fynske opdrætter og hesteejer Jørn Borch æren for at der kom hul på processen, der har ført til ændringerne.
For sporten forestår nu en opgave med at tydeliggøre nogle modeller, der kan føre til rekruttering af nye hesteejere. Det sker ved at DTC og skatterådgivere fra Videncentret Heste vil arrangere møder på alle landets baner for at informere fyldestgørende om den nye lovgivning og hvilke muligheder og forpligtelser, det giver.
Den fulde ordlyd af Skatteministeriets styresignal kan fra torsdag ses på Skats hjemmeside www.skat.dk
Relevant information
http://www.trav.dk
Firma
DTC - Dansk Travsports Centralforbund
Traverbanevej 10
2920 Charlottenlund,
Danmark
+45 39 96 20 54
http://www.trav.dk
Modtag nyheder fra DTC - Dansk Travsports Centralforbund på mail
Tilmeld dig her