30/11-09
-
Pressemeddelelse
Forstærket udvikling af fremtidens grønne el-system
Med den nyoprettede forskningsplatform PowerLabDK kan Danmark skrue op for unikke eksperimenter, der kan bidrage til at gøre el-forsyningen uafhængig af fossile brændstoffer og understøtte udviklingen af teknologier som vindmøller og elbiler.
En af udfordringerne ved vedvarende energikilder som sol og vind er, at de er både vejr-, døgn- og årstidsafhængige. Derfor er det nødvendigt at udvikle intelligente elsystemer, der sikrer stabilitet i fremtidens elforsyning i takt med, at vedvarende energikilder afløser fossile brændstoffer.
Med den nye nationale forskningsplatform, PowerLabDK, kan forskere og virksomheder hurtigt teste nye enheder og styringsmetoder i elforsyningen i såvel laboratorier som i pilotforsøg og nu også i fuld skala.
"Vi kan eksempelvis teste, hvordan man sikkert kan integrere store mængder af vindenergi i energiforsyningen uden, at den bryder sammen. Med PowerLabDK bliver vejen fra den grundlæggende forskning til test og demonstration kortere. Og som noget helt unikt udvider vi med PowerLabDK muligheden for på forhånd at teste i fuld skala i et elsystem med et stort antal forbrugere," forklarer professor Jacob Østergaard, leder af Center for Elteknologi på DTU, der udgør den ene af de fire parter i konsortiet bag PowerLabDK.
De tre øvrige parter i konsortiet er Risø DTU, Ingeniørhøjskolen i København og Østkraft. Fuldskalaforsøgene skal foregå på Bornholm i samarbejde med Østkraft, som leverer strøm til øens godt 25.000 forbrugere.
Offentlig og privat finansiering
Det samlede budget for investeringen i PowerLabDK er i alt 133 millioner kr. Etableringen af PowerLabDK falder i to faser, hvor den første fase netop er påbegyndt, mens den anden fase forventes indledt i begyndelsen af 2011. Finansieringen fordeles mellem offentlige bevillinger, bevillinger fra en række virksomheder omfattende ABB, Dansk Energi, Dong Energy, Energinet.dk, IBM, nkt cables, Siemens, Vattenfall og Vestas samt fra DTU, der bidrager med 30 procent. Den offentlige finansiering inkluderer midler fra det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
Klimaudfordringer kræver nye tekniske løsninger
"PowerLabDK vil være en platform for yderligere styrket samarbejde mellem DTU og industrien omkring udvikling af nye elteknologiske løsninger til de klimaudfordringer, vi står overfor. Klimaudfordringerne skal i høj grad løses ved hjælp af udvikling af ny teknologi, og her kan PowerLabDK få en vigtig rolle," siger Lars Pallesen, rektor ved DTU.
DONG Energy har også forventninger om, at PowerLabDK kan bidrage til løsninger inden for energiproduktionen:
"Vi ser PowerLabDK som et vigtigt element i opfyldelsen af DONG Energys vision om, at 85 procent af vores energiproduktion skal komme fra vedvarende energikilder. Vi forventer, at PowerLabDK som platform for udvikling og afprøvning især vil bidrage til udviklingen af mere driftsikre og mindre vedligeholdelseskrævende energiproduktions- og energilagringsanlæg, og bidrage til at fremtidens el-system kan håndtere et meget større antal ikke kontrollerbare vindkraftanlæg," udtaler Rudolph Blum, director DONG Energy Power Engineering & Technology Development.
Bringer Danmark i førerposition
PowerLabDK vil med opgradering af eksisterende laboratoriefaciliteter og investeringer i supercomputere samt de unikke data og målemuligheder i relation til det ægte elsystem på Bornholm kunne tilbyde danske og udenlandske forskere helt nye muligheder, mener forskningschef i Energinet.dk, Kim Behnke:
"Integrationen af over 50 procent vedvarende energi i elsystemet stiller krav om massiv udvikling af systemet med aktiv styring af små produktionsenheder og elforbruget. Energinet.dk anser det intelligente elsystem for en af grundpillerne til indfrielse af klimamålene. Erhvervspotentialerne er store, når resten af verden skal samme vej. PowerLabDK vil i det kommende EU-projekt EcoGridEU på Bornholm medvirke til at skabe massiv international interesse om Danmarks førerposition inden for Smart Grids - det intelligente elsystem."
PowerLabDK hjemmeside: www.powerlab.dk
Relevant information
http://www.dtu.dk/
Firma
DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
20801067
http://www.dtu.dk/
Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail
Tilmeld dig her