29/01-10
-
Pressemeddelelse
Fremtidig placering og organisering af DTU Veterinærinstituttets aktiviteter på Lindholm overvejes
DTU har indledt en proces, som skal resultere i et beslutningsgrundlag for den fremtidige placering af de aktiviteter inden for veterinærforskning og -beredskab, der i dag findes på Lindholm.
DTU har i dag meddelt medarbejdere, samarbejdspartnere og myndigheder, at der indledes en analyseproces for at træffe beslutning om den fremtidige placering og organisering af de af DTU Veterinær-instituttets aktiviteter, der i dag findes på øen Lindholm. Processen skal resultere i en beslutning om, hvorvidt aktiviteterne skal samlokaliseres på en af de øvrige DTU-lokaliteter, og skal ses som et led i den løbende fusionstilpasning med henblik på såvel faglige som økonomiske gevinster.
Øen Lindholm i Stege Bugt huser Afdeling for Virologi under DTU Veterinærinstituttet, som har det nationale diagnostiske beredskab for alvorlige virussygdomme hos huspattedyr. Det er i den forbindelse en klar præmis for DTU's fremtidige organisering, at DTU også fremadrettet kan understøtte det veterinære beredskab og medvirke til opfyldelse af erhvervets behov.
Medio april 2010 vil DTU's ledelse træffe en principbeslutning om, hvorvidt aktiviteterne skal samloka-liseres, og i så fald skal der i september 2010 kunne træffes beslutning om den konkrete placering og organisering af aktiviteterne. En eventuel fraflytning fra Lindholm vil tidligst kunne påbegyndes i 2013.
DTU har nedsat en styregruppe til at koordinere processen og sikre dialogen med medarbejdere, samarbejdspartnere og myndigheder.
Relevant information
http://www.dtu.dk/
Firma
DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
20801067
http://www.dtu.dk/
Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail
Tilmeld dig her