21/06-10
-
Pressemeddelelse
Klimaminister kårer de bedste grønne studenter-projekter fra DTU
Kreativiteten blomstrer på DTU, når mere end 200 DTU-studerende fredag den 25. juni dyster om, hvem der har fået den bedste grønne ide. Klima- og energiminister Lykke Friis overrækker præmier til en værdi af 100.000 kr.
Solstråler som omsættes til afkøling, ler der bruges som CO2-besparende byggemateriale i stedet for beton, og software til mobiltelefonen, der kan score dig et lift med andre bilister via Facebook eller Twitter, så vi undgår de mange personbiler, der kun fragter én person.
Iderigdommen er stor, når over 200 DTU-studerende den 25. juni præsenterer 89 innovative projekter ved universitetets studiekonference Grøn Dyst. Dysten er kulminationen på flere ugers hårdt arbejde blandt de kommende ingeniører med at udvikle teknologiske løsninger, som kan imødegå de globale klimaudfordringer.
Boost til innovationslysten
Klima- og energiminister Lykke Friis besøger DTU i anledningen af Grøn Dyst og kårer vinderprojekterne.
"Hele verden deltager i et grønt kapløb. Det er derfor bydende nødvendigt, at Danmark kridter skoene, så vi ikke taber terræn. Der er danske arbejdspladser, vækst og eksportmuligheder på spil. Så det er meget glædeligt, at DTU med Grøn Dyst giver innovationslysten hos de studerende et boost. Det har vi i den grad brug for, så vi øger udbuddet og kvaliteten af nye grønne løsninger," udtaler Lykke Friis.
Vinderprojekterne bliver udvalgt af et dommerpanel, som består af flere politikere bl.a. Margrethe Vestager (R) og Ida Auken (SF) samt repræsentanter fra erhvervslivet heriblandt MT Højgaard, Novozymes, GlaxoSmithKline og Grontmij | Carl Bro.
Bæredygtighed en naturlig del af ingeniøruddannelsen
Grøn Dyst er et nyt tiltag på DTU, der skal motivere og udfordre universitetets studerende til at udtænke ideer, hvor bæredygtighed, klimateknologi eller miljø indgår.
Lars Pallesen, rektor på DTU, udtaler:
"På DTU er vi konkrete, når vi tager klimaudfordringerne alvorligt. Vi mener, at ingeniører spiller en helt central rolle i en bæredygtig samfundsudvikling. Derfor ser vi det som en naturlig del af en ingeniøruddannelse at tænke grønt, når nye ideer skal udvikles. Det ønsker vi at understrege med Grøn Dyst."
Grøn Dyst afrundes med BBQ-fest og DAD-koncert på DTU for de studerende.
-----
Om Grøn Dyst
- Grøn Dyst er en studiekonference på DTU om bæredygtighed, klimateknologi og miljø. Mere end 200 DTU-studerende deltager med 89 innovative projekter.
- Dysten kulminerer fredag den 25. juni kl. 16-16.30, når klima- og energiminister Lykke Friis overrækker præmier til vinderprojekterne.
- Præmiesummen er i alt 100.000 kr., hvoraf de to hovedpræmier udgør 25.000 kr. hver.
- De bedst formidlede projekter udpeges til at blive præsenteret på Roskilde Festivalen. Projektdeltagerne modtager gratis adgang til festivalen.
- Dommerpanelet består af Margrethe Vestager (R) og Ida Auken (SF) samt repræsentanter fra erhvervslivet heriblandt Atkins Denmark, IBM, Cowi A/S, Novo Nordisk A/S, Lundbeck A/S, Force Technology, Væksthuset, Copenhagen Cleantech Cluster, Novozymes A/S, GlaxoSmithKline, Grontmij | Carl Bro og MT Højgaard.
- Grøn Dyst sponseres af Siemens Wind Power, Grontmij | Carl Bro, DIP - Danske Civil- og Akademiingeniørers Pensionskasse, Copenhagen Cleantech Cluster, Roskilde Festivalen, Spejdersport i Lyngby og Polyteknisk Boghandel.
Læs mere om Grøn Dyst og se det fulde program for fredag den 25. juni her.-----
For yderligere oplysninger kontakt :
Rektor Lars Pallesen, tlf. 45 25 10 01
Bachelordekan Martin Vigild, tlf. 45 25 10 09, mobil 24 46 16 55
Projektleder Peter Hussmann, tlf. 45 25 72 88, mobil: 40 71 00 60
Relevant information
http://www.dtu.dk/
Firma
DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
20801067
http://www.dtu.dk/
Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail
Tilmeld dig her