30/06-10
-
Pressemeddelelse
Masseproduktion af plastsolceller er nu mulig
Ti års intensiv forskning og udvikling på Risø DTU har resulteret i en fuldt operativ produktionslinje for trykning af plastsolceller hos den nordjyske virksomhed Mekoprint A/S. Plastsolcellerne er et billigt alternativ til siciliumbaserede solceller og har derfor et stort eksportpotentiale.
Plastsolcellerne på den nye produktionslinje produceres ved, at en rulle folie gennemgår en serie trykke- og renseprocesser og derved bliver til en rulle færdigt indkapslede solceller, som efterfølgende skæres ud efter kundens ønsker. Da hele processen fra materialer til færdig solcelle foregår fra rulle til rulle, er vejen banet for masseproduktion af solceller med dertilhørende lave priser.
Risø har leveret den bærende teknologi som en pakkeløsning bestående af et specialfremstillet trykkehoved, blæk til at trykke solcellens forskellige lag og oplæring af operatører. Mekoprint har bidraget med infrastruktur og sin kernekompetence i form af industriel rulle til rulle-produktion.
Forsker på Risø DTU fik idéen - Mekoprint sætter plastsolcellerne i produktion
Professor Frederik C. Krebs fra Risø er drivkraften bag de danske plastsolceller. For ti år siden startede han med to hænder, en god idé, et kemilaboratorium og en vilje af stål. Nu er de to hænder vokset til en 25 mand stor og internationalt førende forskningsgruppe.
Forskningsgruppen på Risø er kendetegnet ved evnen til at kombinere høj videnskabelig standard med et dybt ønske om at bringe videnskaben ud i det virkelige liv. Gruppen var de første på banen med at demonstrere konkrete anvendelser af plastsolceller: en bøllehat med integreret plastsolcelle (Roskilde Festival 2008), en læselampe til afrikanske skolebørn (Zambia 2009) og verdens første nettilsluttede solcelleanlæg baseret på plastteknologien (Risø 2009).
De sidste mange måneder har medarbejdere fra Risø DTU og Mekoprint A/S arbejdet med ombygning af en eksisterende trykkelinje hos Mekoprint til den nye produktion af plastsolceller, og de første plastsolceller produceret på den nye linje så dagens lys den 22. juni.
"Produktionslinjen hos Mekoprint er et håndfast bevis på, at langsigtet, målrettet forskning betaler sig, og det er et godt eksempel på Risøs evne og vilje til at gå hele vejen fra de første videnskabelige undersøgelser i laboratoriet og til industriel produktion," siger Risø DTU's direktør, Henrik Bindslev.
En operativ dansk produktionslinje for plastsolceller er også et vigtigt incitament for den fortsatte forskningsindsats på Risø DTU. Plastteknologien er stadig ung og umoden sammenlignet med den over 50 år gamle siliciumteknologi, som p.t. dominerer markedet, og dette forspring skal lukkes med målrettet forskning og udvikling - en opgave, som allerede har fuldt fokus i laboratorierne på Risø.
Den nye produktionslinje har potentiale til at bringe Mekoprint og Danmark helt i front, når det gælder industriel fremstilling af plastsolceller.
"Mekoprint har kompetencerne og erfaringen til at fremstille plastbaserede produkter til elektronikbranchen i høj volumen og i en høj kvalitet. Evnen til at kvalitetssikre processer er afgørende, når nye produkter skal bringes fra laboratoriet og ud på markedet. Det er her, Mekoprint bidrager afgørende for forskningsprojektet," siger divisionschef Karsten Ries, som har ansvaret for projektet i Mekoprint A/S.
"De seneste års samarbejde med forskerne på Risø om teknologien til fremstilling af plastbaserede solceller giver os muligheden for at lave helt nye banebrydende produkter, fx nye innovative produkter, hvor solcellen udgør energiforsyningen i trådløse sensorer og kommunikationsenheder og andre produkter inden for forbrugerelektronik, hvor en mindre energikilde er nødvendig til erstatning af batterier," udtaler direktør Esben Kold, Mekoprint A/S.
Læs mere om Risøs forskning i plastsolceller
her.
Læs mere om Mekoprint A/S
her.
Plastsolcellerne er et eksempel på, hvordan ny produktion kan fødes gennem de danske støtteordninger for forskning og udvikling:
- Udviklingen hviler på midler fra Statens Teknisk-Videnskabelige Forskningsråd, Det Strategiske Forskningsråd og PSO (Energinet.dk).
- Midler fra Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) har bidraget væsentligt til i det sidste led at bringe produktionen og produktet helt ud til industrien. Partnere i EUDP-projektet er, ud over Mekoprint A/S og Risø DTU, Gaia Solar A/S og Faktor 3 ApS.
For yderligere oplysninger kontakt:
Specialkonsulent Hanne Lauritzen, Risø DTU, tlf.: 46 77 47 28
Divisionschef Karsten Ries, Mekoprint A/S, tlf.: 25 59 08 40
Relevant information
http://www.dtu.dk/
Firma
DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
20801067
http://www.dtu.dk/
Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail
Tilmeld dig her