24/08-10
-
Pressemeddelelse
Ny model forudsiger mikroorganismers adfærd
Der findes op til 10.000.000 forskellige mikroorganismer i et enkelt gram jord. Et komplekst samspil mellem disse organismer resulterer i et unikt mikrobielt økosystem, der er vitalt for vores landbrugsproduktion. Ny forskning fra DTU Miljø kaster lys over mikroorganismernes aktivitet, der har afgørende indflydelse på jordens frugtbarhed og evne til at tilbageholde og nedbryde kemikalier.
Professor Barth F. Smets og hans team fra DTU Miljø har gennem de seneste 5 år forsket i mikrobiel aktivitet i jord, der er afgørende for landbrugsproduktionen og dermed det moderne menneske. Forståelse af den mikrobielle aktivitet i landbrugsjord giver mulighed for at øge udbyttet og derved brødføde Jordens hastigt voksende befolkning. Samtidig spiller mikrobiel aktivitet en nøglerolle ved nedbrydning af kemikalier og pesticider i jorden og derved beskyttelsen af grundvandet.
Forskningen koncentrerer sig om det komplekse samspil mellem de mange forskellige mikroorganismer med fokus på, hvilken rolle fugtigheden i jorden spiller for udviklingen og spredningen af det mikrobielle økosystem. I forbindelse med arbejdet har de udviklet en biofysisk model på celleniveau, der forudsiger mikroorganismers adfærd.
Professor Barth F. Smets og hans team fra DTU Miljø har netop fået publiceret deres forskningsresultater i et af verdens mest anerkendte forskningstidsskrifter 'Proceedings of the National Academy of Sciences'. Ud over vigtig anerkendelse stadfæster publikationen instituttets førende position på miljøområdet, hvor DTU Miljø rangeres som en af de førende universitetsbaserede forskningsinstitutioner.
Forskningen har haft stor international bevågenhed og været finansieret af US national Science Foundation, Villum Kann Rasmussen Center of Excellence: CREAM (Center for Environmental and Agricultural Microbiology) og Swiss National Science Foundation. Forskningen er blevet til i et samarbejde mellem DTU Miljø og førende forskere fra Swiss Federal Institute of Technology.
Barth F. Smets og hans team er for øjeblikket i USA for at præsentere forskningsresultaterne.
Relevant information
http://www.dtu.dk/
Firma
DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby,
Danmark
20801067
http://www.dtu.dk/
Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail
Tilmeld dig her