Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
13/01-11   -   Pressemeddelelse

DTU-studerende skal udvikle 0-energihus

0-energihuset skal opføres på DTU's campus i Lyngby i foråret 2012 og skal senere på året deltage i en prestigefyldt international konkurrence.

DTU Byg deltager sammen med 19 andre universiteter fra 15 lande og fire kontinenter i konkurrencen "Solar Decathlon Europe", som finder sted i juni 2012 i Madrid, Spanien.

Det er en gruppe studerende fra Bygningsdesign-uddannelsen, der har udarbejdet projektforslaget i samarbejde med lektor Lotte Bjerregaard og professor Bjarne Olesen, begge DTU Byg.

"Solar Decathlon Europe" er en international konkurrence, som skal skabe ny viden og opmærksomhed om lavenergibyggeri og brug af vedvarende energi som solenergi til opvarmning og køling af vores bygninger. Målet er at demonstrere, at en mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi er såvel praktisk som økonomisk mulig.

"Vi er meget stolte af at være udvalgt til at deltage i konkurrencen. Det er en oplagt mulighed for DTU til at vise, hvad dansk forskning og know-how formår inden for energineutralt byggeri og udnyttelse af brug af vedvarende energi, uden at det går ud over design og indeklima," siger professor Bjarne Olesen.

Hvert deltagende hold skal opføre en prototype på et energineutralt beboelseshus på 60-90 kvadratmeter, som udelukkende opvarmes og køles ved hjælp af solenergi, og med et godt indeklima. Huset skal udstyres med solceller og solfangere på taget, og med alle tænkelige moderne forbrugsgoder. Der bliver således tale om et internationalt udstillingsvindue for forskning og udvikling af energivenlig produkter inden for isoleringsmaterialer, vinduer, solafskærmning, bygningselementer, ventilation, opvarmning, køling, solceller og solfangere, hårde hvidevarer, TV- og audioudstyr mv.

Andre parametre for konkurrencen er, at projektet skal kunne indgå i undervisningen på de deltagende universiteter, samt at prototypen af huset skal kunne sættes i produktion.

"I Danmark bruger vi næsten halvdelen af vores samlede energiforbrug i vores bygninger til opvarmning, køling og belysning. Der er med andre ord et stort uudnyttet potentiale i at sænke energiforbruget i byggeriet og bruge energitilskud fra solen. Hvis vi skal opfylde EU-kravet om 0-energibygninger i 2020, må vi udnytte vedvarende energikilder og videreudvikle lavenergiteknologier til brug for byggebranchen," siger lektor Lotte Bjerregaard.

Hun tilføjer, at konkurrencer som "Solar Decathlon Europe" er med til at give Bygningsdesign-studerende en mulighed for at vise, at det er af afgørende betydning for fremtidens energirigtige byggeri, at bygningsdesign, indeklima og energiforbrug tænkes ind så tidligt som muligt i tilblivelsesfasen.

DTU Byg's bud på fremtidens 0-energihus konstrueres i tre dele, således at det nemt og hurtigt kan skilles ad, transporteres og opføres igen i Madrid ved det kendte Prado Museum i juni 2012.

"Solar Decathlon Europe" er arrangeret af Spaniens indenrigsministerium i samarbejde med Madrids universitet og med støtte fra USA's energiministerium. Konkurrencen er oprindelig en amerikansk begivenhed, men blev for to år siden afholdt i Europa for første gang.

Hvert af projekterne støttes af EU med et beløb på 100.000 euro, og det er meningen, at resten af udgifterne skal dækkes via fonde og de firmaer, som medvirker med produkter i huset.

Yderligere information
Lektor Lotte Bjerregaard, telefon:45 25 16 82
Professor Bjarne Olesen, telefon: 45 25 41 17

Relevant information

http://www.dtu.dk/


Pressekontakt


Firma

DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  20801067

http://www.dtu.dk/

Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater