Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
22/03-11   -   Pressemeddelelse

DTU slipper robotterne løs

Man har mulighed for at opleve vaskeægte robotter udfolde sig, når DTU igen lægger hus til 'de åbne danmarksmesterskaber i robot'. For at sikre sejren skal de selvstyrende robotter få flest point på den udfordrende forhindringsbane foran hundredvis af tilskuere. Det går sjældent stille for sig.

For de fleste hører robotter til i science fiction-universet. Men den 22.-24. marts kan man se maskinerne blive vækket til live, når robot-entusiaster i alle aldre og fra hele landet samles til DTU RoboCup 2011. Deltagerne skal bygge en robot, som på egen hånd skal gennemføre en bane fyldt med forhindringer, som har forskellige sværhedsgrader. Man må hverken fjernstyre eller røre sin robot under kørslen. I stedet skal deltagerne programmere deres robot, så den er i stand til at klare sig på egen hånd. Vejen til sejr går både gennem golfspil og urtepotteløft, men også gennem økser og guillotiner. Der er garanti for underholdning med et videnskabeligt touch, når robotterne klarer sig med bravur - eller når de små marginaler driller, så maskinerne mister overblikket og til tider herredømmet over sig selv.

Ud over at være en hyggelig dyst, er der også en central bagtanke med RoboCup:

"Det er vigtigt, at vi hele tiden er et skridt foran og bliver bedre til at udnytte robotterne, hvis vi skal opretholde produktionen i Danmark. Det ville vi ikke kunne gøre uden robotautomation. Robotterne skal kunne tage hånd om flere og flere uforudsete ting, så de bliver mere og mere effektive," forklarer lektor Ole Ravn, som er studieleder på DTU Elektro og en af initiativtagerne til konkurrencen.

På sigt kan de anvendte teknologier bruges til at skabe robotter, der kan effektivisere så forskellige områder som landbrug, sundhedssektor, transport, industri og rengøring. I butikkerne kan man allerede købe selvkørende robotter til at støvsuge og slå græs. I disse år er der især fokus på, hvordan robotters evne til monotomt arbejde kan være med til at redde det danske velfærdssamfund.

Den første RoboCup på DTU blev afholdt i 1997, så det er 15. gang, at det uofficielle DM i robot afholdes. Men det afgrænser sig ikke kun til Danmark, for der har også været deltagere fra Norge og Tyskland blandt de omkring tyve robotter, der deltager hvert år.

Program for DTU RoboCup 2011:

Tirsdag den 22. marts - testkørsel fra kl. 9-12
Banen bliver opstillet, så deltagerne har mulighed for at træne og lave finjusteringer før det for alvor går løs.

Onsdag den 23. marts - kvalifikationsrunde fra kl. 13-15
Sidste tilmeldingsfrist klokken 12. Hvert hold får to forsøg for at blive blandt de femten bedste, der går videre til finalen. To hold med robotterne 'Il tempo gigante' og 'Slap af - det var med vilje', er allerede klar til finalen gennem deres første- og andenplads ved RoboCup Junior, der blev afholdt på Experimentarium tidligere på måneden.

Torsdag den 24. marts - finale fra kl. 11-13
De bedste hold fra kvalifikationen og de to RoboCup Junior-hold kæmper om både pointpenge og pengepræmier. Henrik Prætorius fra Experimentarium vil guide publikum gennem finalen. Umiddelbart efter sidste gennemkørsel er der prisoverrækkelse, hvor der udnævnes bedste DTU-robot, gives design- og fighterpris og præmier til de tre bedste hold.

Bemærk at sluttidspunkterne er et skøn.

Der er gratis adgang, og alle er velkomne til at overvære konkurrencen, som bliver afholdt i Oticon-salen, Anker Engelundsvej 1, 2800 Lyngby.
Man har også mulighed for at følge RoboCup 2011 som webcast på www.robocup.dtu.dk, hvor man også kan læse mere om konkurrencen.

Relevant information

http://www.dtu.dk/


Pressekontakt


Firma

DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  20801067

http://www.dtu.dk/

Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater