Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/07-11   -   Pressemeddelelse

138 mio. kr. til udvikling af fremtidens intelligente elsystem

Danmark får verdensklasse testfaciliteter til fremtidens energisystem. Med 32 mio. kr. fra Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, er den samlede finansiering til testplatformen PowerLabDK faldet på plads. Udover EUDP bidrager række danske virksomheder, Danmarks Tekniske Universitet, DTU, og programmet Green Labs DK til et samlet budget på 138. mio. kr.

PowerLabDK skal teste og udvikle Smart Grid-teknologier til fremtidens intelligente elsystem. De nye teknologier skal bl.a. gøre det muligt at integrere en varierende mængde strøm fra vindmøller i energisystemet. Den eksperimentelle platform vil give Danmark unikke muligheder for erhvervsudvikling, eksport og grøn vækst.

PowerLabDK ledes af professor og centerleder Jacob Østergaard, DTU Elektro. Han siger:

"Med PowerLabDK får vi i Danmark faciliteter, som er i international topklasse - og på flere punkter de bedste i verden. Blandt andet binder vi det bornholmske elsystem med 33 % vindenergi sammen med laboratorierne på DTU med avancerede IT-systemer, så fuld-skala forsøg kan overvåges og styres. Faciliteterne understøtter Danmark som Europas centrum for udvikling af intelligente elsystemer og giver unikke muligheder for samarbejde mellem erhvervsliv og videninstitutioner. Med PowerLabDK kan vi tiltrække de klogeste hoveder i verden, og faciliteterne vil bidrage til uddannelse af efterspurgte ingeniører i verdensklasse".

Bestyrelsesformand Torkil Bentzen, EUDP siger:

"Smart Grid-teknologien åbner en ny verden af forretningsmuligheder. Der vil blive udviklet nye services, nye tjenester og nye apparater i et omfang, der overgår mobiltelefonien, og hvis betydning må sammenlignes med internettet. Testplatformen giver danske og udenlandske virksomheder unikke betingelser for at udnytte de nye muligheder. Men udviklingen går stærkt, så jeg vil opfordre virksomhederne til at gribe chancen, mens den er der".

En af platformens fremtidige brugere, Innovations- og Udviklingschef Lars Gorzelak fra Vestfrost, siger:

"Evne til samspil med elnettet kan blive en vigtig konkurrenceparameter for producenter som Vestfrost. Vi deltager derfor i udviklingen af de nye intelligente energisystemer og vil fremover have brug for at afprøve og verificere vores teknologi. På dette område giver PowerLabDK platformen de muligheder, som vi har brug for. I det hele taget er der en række nye forretningsmuligheder knyttet til at være i front på dette område".

PowerLabDK faciliteterne ejes af Center for Elteknologi på DTU Elektro, Ingeniørhøjskolen i København, Risø DTU samt Østkraft på Bornholm, hvis samlede net med 25.000 forbrugere indgår som fuld-skala facilitet. Alle faciliteter forbindes gennem et avanceret styringssystem og kommunikationsfaciliteter.

Til den samlede finansiering bidrager private virksomheder med omkring 30 mio. kr., Green Labs DK med 15 mio. kr., og DTU finansierer resten. De private investorer er ABB, Balslev, Energinet.dk, IBM, nkt cables, Siemens, Vattenfall, Vestas og Dansk Energi, som repræsentant for de danske elselskaber. Green Labs DK er en national tilskudsordning til etablering af stor-skala testfaciliteter.

Yderligere oplysninger:

Professor og centerleder Jacob Østergaard, Center for Elteknologi, DTU Elektro, direkte: 45253501, mobil: 25130501
Kontorchef Nicolai Zarganis, EUDP, tlf: 23617565
Kommunikationskonsulent Bodil Harder, tlf. 33926797

Fakta om PowerLabDK

Vi får mere og mere af vores el fra vindkraft og anden vedvarende energi, som varierer efter vind og vejr. Det bliver derfor en stadig større udfordring at skabe balance mellem produktion og forbrug i elsystemet.

Der er ikke i øjeblikket billige lagringsmuligheder for el. Det er derfor nødvendigt at udvikle nye teknologier og nye strategier, der kan sikre balancen i systemet og et effektivt samspil mellem forskellige energiformer. Samtidig bliver der behov for helt nye løsninger, der kan sikre, at systemet fungerer stabilt, og at der altid er den samme frekvens og spænding i stikkontakten, selvom mange af de store stabiliserende kraftværker forsvinder.

Denne udvikling er blevet kendt under overskrifter som "Intelligente energisystemer" og Smart Grids.

Inden for forskning og udvikling arbejdes i øjeblikket med flere muligheder, herunder:

- Sammenkobling mellem forskellige energisystemer (transport, el og varme), f.eks. i form af elbiler og varmepumper

- Yderligere international transmissionskapacitet og bedre udnyttelse af de eksisterende transmissionsforbindelser

- Samspil mellem produktion og forbrug med anvendelse af computerstyrede systemer og kommunikationsnetværk

- Ny teknologi og nye metoder i styringen af mange decentrale enheder

Internationale opgørelser bl.a. fra det internationale energiagentur, IEA, viser, at der skal investeres store summer i elsystemet for at imødekomme de nye krav.

Det er derfor meget vigtigt, at det videngrundlag, som beslutningerne om disse investeringer baseres på, er tilstrækkeligt. Specielt er det vigtigt, at modelberegninger og simuleringer bliver eksperimentelt verificeret i fuld skala.

Med PowerLabDK vil Danmark få faciliteter i verdensklasse til at understøtte denne udvikling. PowerLabDK's faciliteter spænder fra laboratorieskala, over stor-skala faciliteter til fuld-skala på Bornholm. Et væsentligt element i platformen er en af verdens kraftigste realtids simulatorfaciliteter til elnet. Simuleringer på denne skal bl.a. sikre, at anvendelse af Østkrafts net kan ske fuldt betryggende for forbrugerne.

Ingen andre steder i verden vil faciliteter af samme type og kvalitet være til rådighed. Faciliteterne vil være åbne for brugere fra såvel videninstitutioner som virksomheder.

PowerLabDK-faciliteterne ejes af Center for Elteknologi på DTU Elektro, Ingeniørhøjskolen i København, Risø DTU samt Østkraft på Bornholm, hvis samlede net med 25.000 forbrugere indgår som fuld-skala facilitet. Alle faciliteter forbindes gennem et avanceret styringssystem og kommunikationsfaciliteter.

PowerLabDK har fået bevilliget 32 mio. kr. fra Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP. Til den samlede finansiering bidrager private virksomheder med omkring 30 mio. kr., Green Labs DK med 15 mio. kr. og DTU finansierer resten. De private investorer er ABB, Balslev, Energinet.dk, IBM, nkt cables, Siemens, Vattenfall, Vestas og Dansk Energi, som repræsentant for de danske elselskaber. Green Labs DK er en national tilskudsordning til etablering af stor-skala testfaciliteter.

Relevant information

http://www.powerlab.dk


Pressekontakt


Firma

DTU - Danmarks Tekniske Universitet
Anker Engelunds Vej 1 101A
2800 Kgs. Lyngby, Danmark

  20801067

http://www.dtu.dk/

Modtag nyheder fra DTU - Danmarks Tekniske Universitet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater