Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
01/06-16   -   Pressemeddelelse

Hormonforstyrrende stoffer fremskynder rotters overgangsalder

Hunrotter, der i fostertilstanden er udsat for hormonforstyrrende stoffer, har færre æg i æggestokkene og risikerer at komme tidligere i overgangsalderen. Det viser et nyt studie fra DTU Fødevareinstituttet, som øger viden om stoffernes effekt på reproduktionssystemet. Resultaterne skaber bekymring for, at hormonforstyrrende stoffer også påvirker overgangsalderen hos kvinder.

En række af de kemiske stoffer, som mennesker dagligt er omgivet af, er mistænkt for at virke hormonforstyrrende. Toksikologiske undersøgelser har hidtil testet stoffernes effekt på drenges reproduktionssystem mere grundigt end effekten hos piger.

Et studie fra DTU Fødevareinstituttet har undersøgt, hvordan reproduktionssystemet udvikler sig hos hunrotter, der i fostertilstanden har været udsat for en blanding af de hormonforstyrrende stoffer som mennesker hyppigst er udsat for, men i højere doser. Der er tale om en blanding af bl.a. phthalater, pesticider, bisphenol A og parabener samt det smertestillende middel paracetamol.

Færre æg kan give tidlig overgangsalder
Allerede før puberteten var hunungernes æg-reserver mindre hos de eksponererede dyr end hos kontroldyr. I det første levemåneder har forskerne ikke fundet nogen sporbar effekt på hunnernes cyklus, men efter 12 måneder blev cyklus hos flere af ungerne uregelmæssig.

Derudover vejede de eksponerede hunners æggestokke mindre, og deres ægløsning var nedsat. Samlet set indikerer det en tidligere reproduktiv ældning - det som hos kvinder svarer til at komme tidligere i overgangsalderen.

"Da danske kvinder gennemsnitligt er blevet væsentligt ældre, før de begynder at få børn, vil en tidlig overgangsalder have en alvorlig effekt, eftersom det vil reducere det antal år, kvinder er i stand til at få børn," forklarer seniorforsker Julie Boberg.

Fare for at overse kemikaliers skadelige effekter
Studiets påvisning af tidligere reproduktiv ældning er blandt andet vigtig, fordi de fleste studier af hormonforstyrrende stoffers effekt slutter, før forsøgsdyrene bliver et år. Sådanne studier vil overse kemikaliernes potentielle effekt på reproduktiv ældning. For eksempel foreskriver nuværende OECD guidelines, at studier af kemikaliers effekt som hovedregel afsluttes efter tre måneder.

"Vi arbejder på at identificere markører, der tidligt kan forudsige forstyrrelser af fertiliteten senere i livet," siger ph.d.-studerende Hanna Johansson.

"Sådanne markører kan være til gavn for den medicinske forskning, og de kan også forbedre vurderingen af sikkerheden ved de kemikalier, som mennesker udsættes for", tilføjer Hanna Johansson.

Pressekontakt

Julie Boberg
Seniorforsker DTU Fødevareinstituttet
  35 88 75 60

Firma

DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet, Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg, Danmark

  35 88 77 05
  22 84 48 61

http://www.food.dtu.dk

Modtag nyheder fra DTU - Fødevareinstituttet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater