12/09-16
-
Pressemeddelelse
Symposium sætter fokus på tarmbakterier og sundhed
Et symposium i København til november stiller skarpt på samspillet mellem tarmens bakterier og udvikling af kost- og livsstilrelaterede sygdomme. Oplægsholdere fra hele Europa vil fremlægge de nyeste studier, som kan belyse samspillet mellem tarmens bakteriesammensætning og menneskers sundhed. Det danske strategiske Gut, Grain and Greens (3G) forskningscenter, som ledes af DTU Fødevareinstituttet, og Det Danske Diabetes Akademi er værter for symposiet.
Sammensætningen og aktiviteten af de mange myriader af bakterier, som lever i menneskets tarm, spiller en væsentlig rolle for sundheden. Et symposium i København den 24. og 25. november 2016 sætter fokus på den indflydelse, tarmbakterier kan have på stofskiftet og immunsystemet og dermed på sygdomme som eksempelvis type-2 diabetes.
Oplægsholdere fra hele Europa vil fremlægge den nyeste viden fra studier af både mennesker og dyr, som er med til at belyse samspillet mellem kost, bakteriesammensætning og kroppens risiko for en række sygdomme.
Symposiet er åbent for alle, som arbejder indenfor feltet - fra studerende til professorer - og deltagerne vil i løbet af de to dage få god mulighed for at udvide deres videnskabelige netværk.
Det danske strategiske Gut, Grain and Greens (3G) forskningscenter, som ledes af DTU Fødevareinstituttet, og Det Danske Diabetes Akademi er værter for symposiet. Symposiet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Det Danske Diabetes Akademi.
Sted
Novo Nordisk Fonden
Tuborg Havnevej 19
2900 Hellerup
Registrering og pris
Det er gratis at deltage i symposiet, men alle interesserede skal sende en kort motivation for, hvorfor de gerne vil deltage i symposiet. Tilmelding sendes senest den 11. oktober 2016 via Novo Nordisk Fondens website, hvor der også er mere information bl.a. om symposiets oplægsholdere.
Der er plads til 150 deltagere. Hvis arrangørerne modtager flere tilmeldinger, vil deltagerne blive udvalgt baseret på deres tilmeldingsoplysninger og motivation.
Pressekontakt
Tine Rask Licht
35 88 71 86
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk