Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
09/11-16   -   Pressemeddelelse

Forskere og forretningsudviklere skaber innovation i fødevarevirksomheder

Fødevarevirksomheder i Region Sjælland kan i et nyt projekt få gratis ekspertbistand til at udvikle innovative fødevareprodukter og -teknologier. Projektet, som er finansieret af EU og Region Sjælland, skal styrke beskæftigelsen og øge væksten i fødevarebranchen i regionen. DTU Fødevareinstituttet er en af partnerne bag projektet.

Fødevarevirksomheder i Region Sjælland, der har en idé til et innovativt produkt eller en ny teknologi, kan nu få gratis ekspertbistand til at føre den ud i virkeligheden.

I projektet Greater Copenhagen Food Innovation - i daglig tale CPH Food - kan små og mellemstore virksomheder trække på den fødevarefaglige ekspertise blandt studerende og forskere fra DTU Fødevareinstituttet eller Institut for Fødevarevidenskab, KU. Virksomhederne kan også sparre med Capnova, Agro Business Park/Future Food Innovation og Danish Food Cluster og dermed udnytte deres solide forretningserfaring, stærke netværk og adgang til kapital.

Interesserede virksomheder kan deltage i et gratis kick-off arrangement den 16. november 2016, hvor de forskellige samarbejdsmuligheder bliver præsenteret.

CPH Food, som er finansieret af EU og Region Sjælland, har til formål at styrke beskæftigelsen og øge væksten i fødevarebranchen i Region Sjælland. Det er også muligt at inkludere virksomheder fra resten af landet. Dog må maksimalt 20% af virksomhederne bo udenfor regionen, og blandt disse vil virksomheder i Region Hovedstaden blive prioriteret.

Region Sjælland har en målsætning om at skabe vækst og arbejdspladser til regionens virksomheder - blandt andet gennem innovation. Ved at koble anerkendte vidensinstitutioner på processen er regionens målsætning, at projektet efter fem år vil have genereret mindst 20 nye, innovative virksomheder i fødevarebranchen samt skabt ca.150 arbejdspladser.

Forskellige samarbejdsmodeller
Et screeningsudvalg skal godkende interesserede virksomheders idé, før de deltager i projektet. Forskellige samarbejdsmodeller er til rådighed for de godkendte virksomheder.

De kan f.eks. blive matchet med studerende eller forskere fra DTU Fødevareinstituttet eller Institut for Fødevarevidenskab, KU, som kan hjælpe med at løse konkrete problemer i produktionen eller i udviklingen af et produkt eller en teknologi. Virksomhederne kan også gå sammen i mini-konsortier, som med forskerhjælp løser en udviklingsopgave. Sådanne forløb sluttes af med en projektmodningsfase og brugertests.

De udvalgte virksomheder kan gratis benytte sig af den ekspertbistand, projektets partnere kan tilbyde. Virksomhederne skal selv dække driftsomkostningerne - eksempelvis for brug af laboratorier - ved det udviklingsprojekt, de indgår i og de modtager en delvis kompensation for den tid, deres projektudvikler lægger i projektet.

Første idéer under udvikling
Projektpartnerne har allerede kontakt til en række virksomheder, hvis idéer er ved at blive udkrystalliseret i samarbejdsprojekter.

Eksempelvis vil en virksomhed optimere modningsprocessen for at få den helt rigtige smag i lufttørrede gourmetpølser produceret i Danmark. En anden virksomhed vil i samarbejde med danske stjernekokke udvikle næringsrige og velsmagende instant meals bl.a. baseret på alger.

Pressekontakt

Rikke Westh Thon
Specialkonsulent DTU Fødevareinstituttet
  30 58 28 78

Firma

DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet, Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg, Danmark

  35 88 77 05
  22 84 48 61

http://www.food.dtu.dk

Modtag nyheder fra DTU - Fødevareinstituttet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater