08/07-10
-
Pressemeddelelse
Udfordrende analyser af vitaminer i fødevarer
Det er ikke altid en let opgave præcist at måle indholdet af vitaminer i forskellige fødevarer. Det kan samtidig være svært at sammenligne analyseresultater, da der ofte bruges forskellige målemetoder. Det viste præsentationerne på den første internationale vitaminkonference, hvor DTU Fødevareinstituttet var hovedarrangør.
"Vi ved meget om at analysere for indholdet af vitaminer i fødevarer. Men fordi vores mange fødevarer er meget forskellige, er det ikke altid en let opgave," fortæller seniorforsker Jette Jakobsen fra DTU Fødevareinstituttet, som var primusmotor for vitaminkonferencen, der samlede verdens vitaminforskere i Danmark.
Fra dyreforsøg til kemiske metoder
Siden vitaminerne blev opdaget, er biologiske metoder brugt til at bestemme vitaminindholdet - det vil sige forsøgsdyr eller bakterier. Forsøgsdyr bliver dog ikke brugt længere, og målet er i årene fremover helt at overgå til at bruge kemiske metoder. Årsagen er, at kun de kemiske metoder kan bruges til at bestemme de specifikke vitaminaktive stoffer.
Det giver forskerne en ekstra udfordring, da de enkelte vitaminaktive stoffer optages forskelligt i kroppen. For flere af vitaminerne er der også fødevarebestemte forskelle - eksempelvis om den er animalsk eller vegetabilsk.
Sammenlignelige analyseresultater
"En af de store udfordringer er at få trukket de vitaminaktive stoffer ud af fødevarerne uden at ødelægge dem og i en sådan form, at vi kan måle dem. Vitaminforskere arbejder derfor fortsat på at forbedre analysemetoderne og på at udvikle standarder, som gør os i stand til at sammenligne analyseresultater fra forskellige laboratorier," forklarer Jette Jakobsen.
På konferencen blev hollandske beregninger eksempelvis præsenteret, som viste, at indholdet af B-vitaminet folat blev 27% højere i fødevarerne ved at ændre analysemetode.
"Da indholdet af vitaminer i fødevarer bruges sammen med undersøgelser af kostvaner til at beregne forskellige befolkningsgruppers indtag af vitaminer, har det naturligvis stor betydning, hvis metoderne er så følsomme - og det gælder især for folat", tilføjer Jette Jakobsen.
Den første internationale vitaminkonference
Den første internationale vitaminkonference blev holdt i København den 19.- 21. maj med 183 deltagere fra 32 lande. Konferencen dækkede alle aspekter ved de 13 vitaminer, lige fra indholdet i vores fødevarer, indtaget gennem kosten og til virkningen på vores sundhed. Omdrejningspunktet var betydningen af de analytiske metoder for at finde og undersøge vitaminerne i forbindelse med ernæringsforskning, fødevaredatabanker og deklarationskontrol. Konferencen var arrangeret af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Øresund Food.
Det er planen at holde den anden internationale vitaminkonference om to år - igen med København som værtsby.
---
Mere information
Læs mere på
www.vitamin2010.dk og se pressemeddelelserne:
Nyt syn på vitaminers betydning og
K-vitaminets hemmelighederSe også Fødevarestyrelsens anbefalinger vedrørende vitaminer på
www.altomkost.dk.
Relevant information
http://www.food.dtu.dk
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk