Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
14/12-10   -   Pressemeddelelse

Fødevareteknologisk forskningsboost

Den største fødevareteknologiske bevilling i en menneskealder på 127 millioner kroner er netop givet til en platform for forskning og innovation ledet af DTU Fødevareinstituttet. Platformen skal forbedre den danske fødevaresektors globale konkurrenceevne og øge fødevarekvaliteten til gavn for forbrugerne ved at styrke forsknings- og innovationssamarbejdet mellem universiteter, GTS-institutter og fødevareindustrien.

I Danmark er den økonomiske betydning af fødevareindustrien høj. I 2009 var omsætningen på mere end 134 milliarder kroner. Det svarer til næsten en fjerdedel af den samlede industrielle produktion i Danmark. Samtidig viser flere undersøgelser, for eksempel Eurobarometer, at forbrugerne efterspørger fødevarer af høj kvalitet.

Forskning skal afspejle fødevareerhvervets udfordringer
Forskningschef Torger Børresen fra DTU Fødevareinstituttet har ledet arbejdet med at få forsknings- og innovationsplatformen finansieret. Hensigten med platformen er, at den danske fødevareteknologiske og fødevarevidenskabelige forskning i højere grad afspejler industriens udfordringer. Det kan på sigt gavne fødevarekvaliteten og fremme erhvervets produktivitet og konkurrenceevne.

Forsknings- og innovationsplatformen vil fokusere på at udvikle bedre og smartere produktion og måleprincipper i fødevareindustrien. Det overordnede forskningsmål er at optimere processerne fra kvalitet af den biologiske råvare til kvalitet af det færdige produkt.

Nyt banebrydende samarbejde med fødevareindustrien
Den nye Forsknings- og innovationsplatform hedder "InSPIRe" for "Danish Industry-Science Partnership for Innovation and Reaserch in Food Science". Platformen består af forskere fra fire andre universiteter udover DTU, nemlig Københavns Universitet, Århus Universitet, Ålborg Universitet og Syddansk Universitet, foruden fem Godkendte Teknologisk Service-institutter kaldet GTS-institutter og et stort antal fødevarevirksomheder.

Det drejer sig om en ny form for samarbejde, hvor fødevarevirksomhederne deltager både i planlægningen og udførelsen af forskningen og innovationen sammen med universiteterne og GTS-institutterne.

Parterne vil sikre løbende feedback fra industrien til forsknings- og innovationsinstitutionerne ved at kombinere forsknings- og innovationsprojekter. Det kan øge videnudvekslingen mellem universiteter og industrien i det, partnerne kalder for et "learning loop".

Fødevareteknologisk forskning samlet på DTU
DTU gennemførte den 1. januar 2010 en organisationsændring, der betyder, at DTU's samlede fødevareteknologiske forskningsmiljø blev samlet på DTU Fødevareinstituttet. Ændringen er sket ved, at DTU Aquas fødevareteknologiske forskning inden for fisk og skaldyr er overført til DTU Fødevareinstituttet og efterfølgende er fusioneret med DTU Fødevareinstituttets Afdeling for Fødevareteknologi. Den samlede, nye afdeling på DTU Fødevareinstituttet hedder nu Afdeling for Fødevareindustriel Forskning og ledes af forskningschef Torger Børresen.

Med den nye afdeling styrker DTU Fødevareinstituttet det forskningsbaserede grundlag for industriel udvikling inden for fødevareerhvervet med særlig fokus på fødevarekvalitet. Målet er, at bevillingen bidrager til at skabe forskning i verdensklasse inden for fødevareteknologi.


FAKTA

Forsknings- og innovationsplatformen "InSPIRe", Danish Industry-Science Partnership for Innovation and Reaserch in Food Science, vil fokusere på forskning og innovation til udvikling af bedre og smartere produktion og måleprincipper i fødevareindustrien. Målet er at optimere processerne fra kvalitet af den biologiske råvare til kvalitet af det færdige produkt. "InSPIRe" har defineret tre hovedfokusområder:

· Udvikling af fremtidens fødevareproduktionskæde
På basis af matematiske modeller er det målet at opnå en langt bedre forståelse af grundlaget for at udføre intelligente beregninger i fødevareproduktionsprocesser og indarbejde de nye typer modeller i produktionsplanlægning, procesovervågning og procesautomatisering. 3D billedbehandling vil danne grundlag for hurtig on-line dataopsamling og vil blive indført i fødevareindustrien som værktøj. Modellerne kan også bidrage til at kaste lys over mekanisk opskæring, som er et hidtil næsten uudforsket område.

· Procesanalytisk teknologi i fødevareindustrien
Det er også et mål at fremme selve procesanalyseteknologien ved at skræddersy nye sensorteknologier til overvågning af fødevareprocesser som flydende levnedsmidler og pulvere. De nye sensorer vil blive brugt til at optimere processer og kvaliteten af produkter. Særlig fokus vil der være på optimal udnyttelse af procesvand, som er vand, der bliver udsat for en særlig behandling for eksempel filtrering, før det kan bruges i fødevarer. Procesvand er af afgørende miljømæssig og økonomisk betydning for fødevareindustrien.

· Kontrol af molekylær funktionalitet for at højne fødevarekvalitet
Fødevareprodukter er komplekse systemer, der består af partikler som proteiner, kugler af fedt og lange kæder af sukkermolekyler i vandige opløsninger. Samtidig indeholder fødevarer også små molekyler som mineraler og aromastoffer. Strukturen af disse komplekse systemer er bestemt af vekselvirkningen mellem de forskellige komponenter. Målet er at øge indsigten i de molekylære strukturer og strukturernes vekselvirkning i fødevarer og fødevareingredienser. Den øgede indsigt skal bruges til at designe funktionelle fødevareingredienser, hvor især kontrol af fødevarestrukturer og funktionalitet på det molekylære niveau er vigtig.

SPIR initiativet
Den offentlige del af bevillingen kommer fra et nyt initiativ kaldet SPIR for "Strategic Platforms for Innovation and Research".

Bag initiativet står Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation. Det Strategiske Forskningsråd bidrager med 35 millioner og Rådet for Teknologi og Innovation med 25 millioner kroner. Industri og fonde bidrager med yderligere 67,5 millioner kroner, så totalbudgettet bliver 127,5 millioner kroner.

Bevillingen løber over en 5 årig periode, og ambitionen er, at platformen skal tiltrække yderligere finansiering i løbet af projektperioden. Det er nyt, at to råd på den måde går sammen og bevilger penge til en fælles platform.

Deltagende universiteter:
DTU Fødevareinstituttet
Det Biovidenskablige Fakultet, Københavns Universitet
MAPP center og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet
Ålborg Universitet
Syddansk Universitet

Deltagende GTS-institutter:
Dansk Teknologisk Institut
DHI
FORCE Technology
DELTA
AgroTech A/S

Industrielle partnere:
Der er mere end 65 små og store virksomheder involveret i forsknings- og innovationsplatformen. Branchen er bredt repræsenteret med hensyn til produkter (mejeri, kød, brød, frugt og grønt), ingrediens- og udstyrsleverandører samt brancheorganisationer.

Relevant information

http://www.food.dtu.dk


Pressekontakt


Firma

DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet, Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg, Danmark

  35 88 77 05
  22 84 48 61

http://www.food.dtu.dk

Modtag nyheder fra DTU - Fødevareinstituttet på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater