05/05-11
-
Pressemeddelelse
Ny leder til industri-universitetssamarbejde
Jakob Neimann er ny platform manager i DTU Fødevareinstituttet fra den 1. maj 2011. Han skal lede en platform for forskning og innovation kaldet inSPIRe, som før nytår modtog en historisk stor bevilling på 127 millioner kroner. Platformen skal forbedre den danske fødevaresektors globale konkurrenceevne og øge fødevarekvaliteten til gavn for forbrugerne ved at styrke forsknings- og innovationssamarbejdet mellem universiteter, GTS-institutter og fødevareindustrien.
Jakob Neimann er uddannet cand. brom. og er ph.d. fra det tidligere Danmarks Veterinærinstitut. Han kommer fra en stilling som systemchef inden for bæredygtig udvikling i Nordic Sugar. Jakob Neimann har gennem sin karriere arbejdet med fødevaresikkerhed og fødevareproduktion og har tidligere været ansat i blandt andet Danisco Sugar, Danmarks Fødevareforskning og Levnedsmiddelkontrollen i København. Han har efteruddannelse inden for ledelse, innovation og kvalitetsstyring.
"Jakob Neimann har stor erfaring med ledelse af komplekse og samarbejdskrævende projekter i fødevareindustrien og har samtidig en solid forskningsbaggrund. Det er jeg sikker på, at inSPIRe vil nyde godt af. Han vil være i stand til at kommunikere med forskere og forstå både universiteternes, GTS-institutternes og industriens måde at arbejde på. Jeg ser derfor frem til et frugtbart samarbejde", siger direktør Henrik C. Wegener fra DTU Fødevareinstituttet.
Forskning skal afspejle fødevareerhvervets udfordringer
"De seneste ti år har de danske fødevarevirksomheder tabt konkurrenceevne på grund af for lav produktivitet. Hensigten med inSPIRe er, at den danske fødevareteknologiske og fødevarevidenskabelige forskning i højere grad afspejler industriens udfordringer. Det vil på sigt gavne fødevarekvaliteten og fremme erhvervets produktivitet og konkurrenceevne", siger forskningschef Torger Børresen fra DTU Fødevareinstituttet, som har ledet arbejdet med at få platformen finansieret.
InSPIRe vil fokusere på at udvikle bedre og smartere produktion og måleprincipper i fødevareindustrien. Det overordnede forskningsmål er at optimere processerne fra kvalitet af den biologiske råvare til kvalitet af det færdige produkt.
Banebrydende nyt samarbejde
Den nye Forsknings- og innovationsplatform hedder "inSPIRe" for "Danish Industry-Science Partnership for Innovation and Research in Food Science". Platformen består af forskere fra fire andre universiteter udover DTU, nemlig Københavns Universitet, Århus Universitet, Ålborg Universitet og Syddansk Universitet, foruden fem GTS-institutter og et stort antal fødevarevirksomheder - blandt andet Arla, Danish Crown, Easy Food, Chr. Hansen, Leaf Danmark og Danisco.
Der er tale om en ny form for samarbejde, hvor fødevarevirksomhederne deltager både i planlægningen og udførelsen af forskningen og innovationen sammen med universiteterne og GTS-institutterne.
"Jeg ser frem til at lede den strategiske satsning, som ligger i grænsefladen mellem universiteterne, GTS-institutterne og fødevareindustrien. I den forbindelse vil jeg gerne være med til at vise, at den nye form for samarbejde - på lang og kort sigt - vil gavne både industri og forskning", siger platform manager Jakob Neimann fra DTU Fødevareinstituttet.
Læs mere
Find mere information og fakta om inSPIRe og SPIR initiativet i DTU Fødevareinstituttets nyhed: Fødevareteknologisk forskningsboost :
http://www.food.dtu.dk/Default.aspx?ID=22558&PID=226708&NewsID=2097
Kontakt
Platform manager Jakob Neimann, tlf. 23 36 68 74
Forskningschef Torger Børresen, tlf. 45 25 25 77
Relevant information
http://www.food.dtu.dk
Firma
DTU - Fødevareinstituttet
Danmarks Tekniske Universitet,
Mørkhøj Bygade 19
2860 Søborg,
Danmark
35 88 77 05
22 84 48 61
http://www.food.dtu.dk